Lokalpolitik

Nye sparekrav

Regeringens spareplan koster Frederikshavn 30 mio. kr.

Lars Møller (V) - må spænde livremmen endnu et par huller ind. Arkivfoto: Henrik Louis

Lars Møller (V) - må spænde livremmen endnu et par huller ind. Arkivfoto: Henrik Louis

Regeringens sparekniv skærer 30 mio. kr. af Frederikshavn Kommunes budget for 2012. - Det vil blive mærkbart på en lang række velfærdsområder, siger borgmester Lars Møller (V). - Vi ved at der skal være nulvækst i kommunerne i 2011, og vi har bedt direktionen om at finde 30 mio. kr. i forbindelse med budgetlægningen for 2011. Nu kommer regeringens sparekrav så oveni, så det vil kunne mærkes, siger Lars Møller. Borgmesteren har umiddelbart svært ved at se, at der kan spares mere på ældre, handicappede og arbejdsmarkedsområdet, men stort set alle andre områder vil komme i spil. - Vi skal igen se på administration, drift, kommunens boligmasse, natur og miljø, turismen, skolerne og så videre, siger Lars Møller. Mangler hænder om få år På landsplan betyder sparekravet nedlæggelse af omkring 8.000 kommunale job, og Lars Møller forudser, at kommunerne om 5-10 år vil få svært ved overhovedet at rekruttere nye medarbejdere til de mange stole, der bliver ledige ved naturlig afgang. - Mange af de offentligt ansatte er i dag over 55 år og stopper på arbejdsmarkedet. Hvis alle de stillinger skulle genbesættes, vil det betyde, at 75 procent af alle nyuddannede skulle arbejde i det offentlige. Det tvivler jeg på, at Danmark har råd til. Alt tyder på, at kommunerne om få år vil mangle hænder, selv om vi lige nu skal i gang med endnu en sparerunde, siger Lars Møller. Treårige aftaler med KL Regeringen lægger op til, at der skal indgås treårige aftaler med kommunerne, og det ser Lars Møller som noget positivt. - Det betyder, at vi ved, hvad vi har at gøre med og bedre kan lave langsigtet planlægning.