Nye spilopper i Dybvad-hallen

Agersted 30. september 2002 08:00

DYBVAD: Så er Dybvad Idrætsklub klar med ny stribe af det populære arrangement Fredagsspiloppen. Klubben har således sendt programmer ud til skolerne i Hørby, Stensnæs, Agersted, Flauenskjold og Dybvad. Med deltagelse af mellem 110 og 163 børn per gang i den forgangne sæson, er arrangementet en indarbejdet succes. Derfor har Dybvad Idrætsklub ikke lavet det store ændringer i den nye sæson. De 163 deltagere, som man nåede op på ved den sidste gang spilopper, gav en fantastisk god stemning i Dybvadhallen og klubhuset. Selv om der enkelte steder, for eksempel ved boldspil, var lidt ventetid, tog børnene det med godt humør. Men med de aktiviteter, der er planlagt, kan man sagtens aktivere endnu flere børn, så i Dybvad IK ser man frem til, at rigtig mange møder op til åbningsdagen, der som sædvanlig er den første fredag i oktober måned. Herefter går det løs den første fredag i november, februar og marts, og som noget nyt, bliver det fulgt op af et kæmpediskotek den 4. april i Dybvadhallen, hvor der også bliver afviklet en "Look a like" konkurrence, På sæsonens første spilop-arrangement, kan man deltage i et væld af aktiviteter. Dybvadhallens store hoppepude er som sædvanlig stillet op, og samtidig er der mulighed for blandt andet fodbold, håndbold, redskabsbane og flere småaktiviteter. I klubhuset er der lagt op til efterårsleg, hvor der kan fremstilles kranse af bog, blade og ler. Desuden er der mulighed for bob, dart, fodboldspil og andre småspil, ligesom deltagerne kan få en omgang ansigtsmaling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...