Nye stramninger på vej

KØBENHAVN:Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, kalder den aftale, som er indgået mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, for intelligent. Blandt andet indeholder den et pointsystem, der dikterer, om udlændinge skal have permanent opholdstilladelse i Danmark - Det er et udtryk for, at vi viderefører den faste og fair udlændingepolitik, men på en mere intelligent måde, siger integrationsordføreren. Pointsystemet bliver indført, efter at man allerede har erfaringer med det i Canada. Ifølge Karsten Lauritzen vil udlændinge få point efter, hvordan de klarer sig på arbejdsmarkedet, deres sprogkundskaber samt deres evne til at involvere sig i det danske foreningsliv. - Det er ikke blevet nemmere at få permanent opholdstilladelse, men det er blevet muligt at få den hurtigere for de udlændinge, der lever op til de krav, vi stiller, siger han. Det nye system indebærer, at det er muligt at opnå en permanent opholdstilladelse allerede efter fire år, hvor udlændinge i dag skal opholde sig syv år i Danmark. Aftalen indebærer dog også en række stramninger. I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring. Fremover må de ikke have modtaget hjælp i tre år, lyder én blandt flere stramninger. Samtidig ændrer aftalen på reglerne for flygtninge, der rejser tilbage til det land, de er flygtet fra. Hvis de fremover rejser hjem uden først at have fået tilladelse, kan de få inddraget deres opholdstilladelse i 10 år. Venstres integrationsordfører mener dog ikke, at aftalen er et udtryk for en markant strammere kurs på området. - Det er en god cocktail af stramninger for de udlændinge, der forbryder sig mod reglerne i samfundet og reglerne for opholdstilladelse, og en lettelse for de udlændinge, der bidrager aktivt til det danske samfund, siger Karsten Lauritzen./ritzau/