Nye studerende vælter byen

EMNER 21. september 2007 06:00

AALBORG: Byens mindre værtshuse bliver for tiden oversvømmet af nye studerende fra Aalborg Universitet. I grupper af alle størrelser bevæger de sig målrettet fra den ene beværtning til den anden på såkaldt pubcrawl. Så stort er presset på værtshusene, at nogen er begyndt at sige fra. ¿Pubcrawl nej tak¿, står der af og til at læse i vinduet hos OK Vinstue, Kjellerupsgade 13 i Aalborg. - Det sætter vi op, hvis vi ved, at der er pubcrawl, siger indehaveren Kirsten Skov. På grund af forbuddet mod rygning i værtshuse af en vis størrelse indskrænkede hun 15. august vinstuen, så det meste af pladsen nu er forbeholdt spisende gæster. Det giver pladsproblemer. - De unge er ikke alle så flinke til at ringe på forhånd. Og så kan de komme i enorme grupper på 40-45 stykker med en halv times mellemrum, beretter Kirsten Skov. Nogle ødelægger ting Og det er ikke det hele. - De studerende, der læser til socialrådgiver og den slags, er ikke alle sammen lige gode til at opføre sig pænt. De kommer i store grupper og kan finde på at ødelægge ting, mens de mindre grupper af bibliotekarer og musikstuderende er mere rolige. Datalogi-studerende Tobias Christensen kender udmærket problematikken. Han har været med til at oprette en hjemmeside om Aalborgs bodegaer og har selv arrangeret flere pubcrawls. - Promenaden, der ligger på hjørnet af Kastetvej og Poul Paghs Gade, har nogle gange klaget over alt for store hold på 80-100 mennesker. Det er alt for meget. De første er igennem øllen, inden de sidste får. Pubcrawl-ruterne for de nye studerende tilrettelægges gerne af deres tutorer - ældre medstuderende, der skal sørge for, at de nye falder godt til. Tobias Christensens kæreste, Pia Simonsen, er for eksempel en af 12 tutorer for de nye studerende, der læser sundhedsteknologi eller læser til industriingeniør. Hun genkender ikke umiddelbart billedet af, at nogle faggrupper opfører sig mere vildt end andre, når de er på pubcrawl. - Men nogen er mere sociale og oplagte på at lære hinanden hurtigt at kende, end andre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...