Aså

Nye svejseregler koster arbejde

Der er snart ikke den ting, som ikke bliver kvalitetssikret. Nu er turen kommet til svejsninger i byggeri.

Byggeriets Svejsere skal fra nytår leve op til en række skærpede sikkerhedskrav. Foto: Claus Søndberg

Byggeriets Svejsere skal fra nytår leve op til en række skærpede sikkerhedskrav. Foto: Claus Søndberg

1. august trådte et sæt skærpende EU-regler for kvalitetssikring af svejsearbejde i kraft. De danske kvalitetsnormer er dog gældende i en overgangsperiode indtil nytår. Men fra 1. januar er det ikke længere alle smede, der kan udføre alle svejseopgave. Med de nye regler bliver arbejdet inddelt i fire kategorier alt efter hvor høje sikkerhedskrav, der bliver stillet til svejsearbejdet. - Mange små virksomheder vil sige, at de kun kan leve op til de to første kategorier, så de må droppe de resterende opgaver, vurderer Jens Krogsgaard, som er industrikonsulent hos metalområdets arbejdsgiverforening, DS Håndværk og Industri. Han har allerede hørt fra virksomheder, der vil opgive at beskæftige sig med byggeri og kun tage sig af svejseopgaver omkring fremstilling af landbrugsmaskiner og lignende. Må hyre en svejsekoordinator Det vil også blive pålagt firmaerne at hyre en svejsekoordinator, som skal planlægge svejsearbejdet fra ende til anden. - For de store virksomheder, der har råd til at fastansætte en svejsekoordinator, bliver det ikke så stor en udgift. Men for de små firmaer, der må hyre en fra opgave til opgave, er konsulentbistand en stor omkostning, fortæller, Jens Krogsgaard. Hos svejserne selv er man i tvivl om, hvad reglerne vil betyde. - Hvis reglerne er, som jeg tror, så kommer vi til at dobbelttjekke vores arbejde. Men jeg er meget spændt på at høre om de nye regler, for de får stor indflydelse på mit arbejde, siger Kenneth B. Larsen fra Gerå Smede- og Maskinværksted ved Asaa. Han behøver ikke vente længe. Om en uge starter DS Håndværk og Industri nemlig en tre uger lang kampagne, hvor de vil informere om det nye regelsæt.