Nye sygehuse skal bygge bro i behandling af psykisk syge

Otte af de nye psykiatriske sygehuse ligger tæt på medicinske sygehuse. Dermed skal lægerne samarbejde mere.

Ritzau
- Vi har et stort ansvar for, at indsatsen til psykisk syge også har fokus på, hvordan patienterne kan leve sundere, på medicinens bivirkninger samt tager højde for, at de ikke kan mærke symptomer eller deres krop på samme måde, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Danske Regioners social- og psykiatriudvalg. Foto: Liselotte Sabroe/Arkiv/Ritzau Scanpix
Kommunalpolitik 2. september 2018 06:15

Mange års forkortede liv for psykiatriske patienter som følge af ubehandlede fysiske sygdomme er uacceptabelt.

Det siger formanden for Danske Regioners social- og psykiatriudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S).

-Det gør det jo ikke lettere at leve med svær psykisk sygdom, at man samtidig også skal leve med faren for at dø for tidligt af en hjertesygdom eller få diabetes type 2, siger hun.

Livet kan være op mod 15-20 år kortere for patienter med skizofreni og bipolare lidelser.

Ulykker og selvmord er en del af forklaringen. Men 60 procent af de tidlige dødsfald skyldes fysiske sygdomme, der ofte ikke bliver opdaget og behandlet.

Sophie Hæstorp Andersen (A) er derfor glad for positive erfaringer fra Aalborg.

Her går medicinske læger stuegang på psykiatrisk afdeling og opsporer uopdagede fysiske sygdomme og får patienterne sat i behandling.

- Det de gør i Aalborg, er rigtigt godt, for de udnytter muligheden, når patienten alligevel er indlagt til at få kontakt med borgeren, siger Hæstorp.

Hun tror, at en forstærket indsats for de psykiatriske patienter bliver nemmere, når den store ny- og ombygning af de danske sygehuse bliver færdig i de kommende år.

- Jeg er glad for, at 8 af de 12 nybyggede psykiatriske sygehuse ligger meget tæt op ad de somatiske hospitaler. Det giver netop mulighed for et tættere samarbejde mellem lægerne og en naturlig brobygning mellem behandlingen af sind og krop, siger hun.

Formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, kalder uligheden i behandlingen af de psykisk syge et kæmpeproblem.

- Derfor er projektet i Aalborg en supergod idé, og forhåbentlig gør den fælles fysiske placering af de nye sygehuse det lettere at samarbejde. Men det er også afgørende, at der så følges op på behandling og medicinforbrug, når patienterne igen vender hjem til dagligdagen, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...