Nye tal: 1700 flere er blevet arbejdsløse

Ledigheden steg med 1700 personer i september, og økonomerne venter endnu flere ledige.

1. november 2012 09:48 - Opdateret 1. november 2012 09:49

Nye tal: 1700 flere er blevet arbejdsløse

Efter et meget overraskende fald arbejdsløsheden i august steg antallet af ledige igen i september. I alt blev der 1700 flere ledige, så der nu er 165.200 arbejdsløse.

Det betyder, at 6,3 procent af arbejdsstyrken nu står uden arbejde mod 6,2 procent måneden før.

Økonomerne er ikke overraskede over stigningen i ledighed, og de forventer generelt, at der er udsigt til yderligere stigninger i ledigheden de kommende måneder. Men de konstatere samtidig, at ledighedstallet er meget stabilt.

- Ledigheden har været stort set uændret siden starten af 2010, og det er fortsat tilfældet, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

Faldet i august tilskriver økonomerne en særlig effekt i forbindelse med studiestart, der trak unge væk fra ledighed og over i uddannelsessystemet. Stigningen i september får ikke økonomerne til at slå alarm, men omvendt er der heller ikke udsigt til bedring.

- Når vi kigger fremad, venter vi dog en svagt stigende ledighed. Den danske vækst er ikke høj nok til at stabilisere arbejdsmarkedet, og der er ikke grund til at forvente, at der bliver ændret afgørende på den tilstand i de kommende kvartaler, mener Steen Bocian.

Han advarer dog politikerne mod at gøre yderligere i forhold til en kortere dagpengeperiode. Ledigheden er ikke høj historisk set, og de mange initiativer forværrer blot arbejdsmarkedets fleksibilitet, mener Steen Bocian.

Hos Nordea forventer senioranalytiker Jan Størup Nielsen, at ledigheden ved årsskiftet vil være nået op omkring 170.000.

Han peger på, at ledigheden i to-et-halvt år har ligget usædvanligt stabilt på omkring 165.000 personer. Samtidig er beskæftigelsen faldet med 30.000.

- Det kunne tyde på, at de seneste års svage vækst i dansk økonomi har afledt en betydelig afgang fra arbejdsmarkedet, siger Jan Størup Nielsen.

Økonomerne henviser i øvrigt til, at private virksomheder i de seneste konjunkturmålinger har set dystert på behovet for at ansætte flere i den nærmeste fremtid.

Lidt optimisme er der dog at spore hos LO-økonom Mette Hørdum Larsen.

- Der er udsigt til fremgang i dansk økonomi i de kommende måneder, hvilket vil forbedre danskernes jobmuligheder, lyder hendes vurdering.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...