Kina

Nye tal bekræfter nedtur i Kina

BEIJING:Det ramler i Kina. Nye tal viste i går, at eksporten og importen falder for anden måned i træk, og at millioner af arbejdspladser går tabt. Faldet på 2,8 procent i december i forhold til samme måned sidste år er ikke i sig selv opsigtsvækkende. Taiwan har haft et fald på 42 procent, og Sydkorea er droppet 17,4 procent. Men mange økonomer siger, at det økonomiske kollaps i USA og Europa meget snart vil indhente Kina. Det kan tvinge de kommunistiske ledere til at tage nye skridt for at beskytte landets eksportindustrier. Ma Xiaoping, der er økonom i banken HSBC i Beijing, siger, at han forventer et fald i eksporten på 20 procent målt på årsbasis inden for de kommende måneder. Det står i stærk kontrast til væksten på 17,2 procent, som Kina oplevede i 2008./ritzau/AFP