Nye tal for bilernes sikkerhed

Euro NCAP splitter karaktergivningen i crashtest op, hvis en ny models basisversion ikke har fuld sikkerhedspakke

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Renault Megane, som fik fem stjerner i fjor, har ikke automatisk nødbremse i grundversionen, men i de højere versioner.

BILER:Bilkøbere får nu et bedre sikkerhedsoverblik. Fremover vil Euro NCAP i mange tilfælde uddele to sæt karakterer for sikkerheden.

Den ene går på bilens egenskaber i basisversionen uden en sikkerhedspakke og den anden på bilen med pakken monteret. Hvis bilen derimod fra basisversionen og opefter har alt sikkerhedsudst, får den kun en karakter.

Virkningen af de ændrede regler ses allerede nu ved testen af den helt ny Suzuki Baleno, der sammen med Toyota Prius er de første modeller, som testes efter de nye 2016-regler. Den får nemlig middelmådige tre stjerner ud af fem i basisversionen, men fire stjerner med sikkerhedspakken.

Ros fra FDM

Toyota Prius klarer sig bedre og får de maksimale fem stjerner i første hug.

De nye regler skal give mere overblik i et marked, hvor mange bilfabrikker har en billig basismodel, mens der bygges på med sikkerhedsudstyr i dyrere versioner.

Søren W Rasmussen, teknisk redaktør på FDMs blad Motor og dansk repræsentant i Euro NCAP, er positiv over for de nye regler:

- Det er en rigtig god løsning. På den måde kan køber hurtigt få overblik på, hvad der er af sikkerhed i de enkelte modeller, siger han og vurderer, at de nye regler vil få bilfabrikkerne til at gøre udstyrspakkerne mere overskuelige:

- Så udover basisversionen med det grundlæggende sikkerhedsudstyr vil der måske være en ens sikkerhedspakke i alle de øvrige versioner - og som er uafhængig af for eksempel motorstørrelse. Det er positivt, fordi man så ikke nødvendigvis behøver at købe en større motor for at få en sikkerhedspakke, siger Søren W. Rasmussen.

Han så dog gerne, at sikkerhedspakken var standard på alle modeller og han tror da også, at nogle importører vil gøre pakken til standardudstyr på alle modeller herhjemme. Samtidig efterlyser han, at der afgiftsmæssigt kommer et fradag for de nye sikkerhedssystemer.

Flere stjerner i spil

To nye familiebiler, Renault Megane og Opel Astra, har begge opnået fem stjerner efter 2015-reglerne, men har nu en karakter-opdeling som Suzuki Baleno, hvor bl.a. automatisk nødbremse først er med fra niveauet over basismodellen.

- Baleno er et eksempel på, hvordan den nye test bringer flere stjerner i spil, og illustrerer, hvorfor man ikke bør spare på sikkerheden. Grundudgaven hiver kun lige tre Euro NCAP-stjerner hjem i kategorien sikkerhedsudstyr, og nærlæser man resultaterne i børnesikkerhed, er der også områder, hvor producenten bør forbedre sikkerheden, siger Søren W. Rasmussen.

Fra den danske Suzuki-importør lyder budskabet, at det hovedsageligt vil være de fire-stjernede versioner, som kommer på markedet. De har bl. a automatisk nødbremse og aktiv fartpilot.

FDMs sikkerheds-ekspert har i øvrigt stor ros til Toyota Prius for det samlede resultat og til Toyota for at gøre de forskellige sikkerhedssystemer til standard på alle versioner.

- Dermed skal forbrugerne ikke tage stilling til tilkøb af sikkerhed, og sådan bør det også være. Med resultatet understreger Toyota Prius endvidere, at hybridteknologien ikke udgør nogen sikkerhedsrisiko, siger Søren W. Rasmussen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.