Nye tandklinikker på plejecentre

Ældreforhold 8. oktober 2002 08:00

V. HJERMITSLEV: Omsorgstandplejen for ældre på kommunens plejecentre i V. Hjermitslev, Saltum, Kaas og Pandrup bliver væsentligt forbedret, når der indrettes små klinikker på centrene. I sidste uge blev den første klinik indviet på plejecentret i V. Hjermitslev, og i de kommende måneder sker der lignende tiltag på tre de andre plejehjem. De små klinikker er en fordel for både patienterne og medarbejderne ved den kommunale tandpleje, fortæller klinikchef Karin Nysted Jensen. - De ældre slipper for transporten, og der bliver meget bedre forhold, når patienterne skal undersøges. Når vi tidligere kom rundt på stuerne, brugte vi en lommelygte og kravlede rundt på vores knæ, når vi behandlede patienterne. Nu kan vi meget bedre se, og der er flere og flere ældre med egne tænder. Det stiller større krav til belysningen, siger Karin Nysted Jensen. Hun har for den beskedne pris af 4.000 kr. købt en brugt stol og lampe hos en tandlæge, og en transportabel behandlingsenhed indeholdende de redskaber, som tandlægen arbejder med, deles med kolleger i Brovst Kommune. Siden omsorgstandplejen blev etableret i 1995 for beboere på plejecentre og dårlige hjemmeboende, har den kommunale tandpleje haft 307 patienter under ordningen. I øjeblikket benytter 120 personer tilbuddet. Ældrechef ved Pandrup Kommune, Anne-Marie Agerskov er glad for, at forholdene nu bliver forbedret. - Det er vigtigt, at de ældre slipper for transporten, og efterspørgslen efter omsorgstandplejen vil øges. Der bliver flere og flere ældre med egne tænder, og det er vigtigt, at de har en god tandhygiejne. Derved kan de tygge maden bedre, og ernæringsværdien bliver større. Det har betydning for de ældres velvære og livskvalitet, siger Anne-Marie Agerskov. Karin Nysted Jensen er i øvrigt indstillet på, at udstyret på klinikken lige så godt kan bruges til andre formål, når det nu engang står der, og hun har derfor tilbudt fodterapeuten og frisøren at bruge rummet i plejecentrets kælder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...