Rebild

Nye tanker og måder at leve på kommer til landsbyen

AARESTRUP:Om søndagen lægger mange af de lokale vejen omkring Himmerlandsbyen i udkanten af Aarestrup. Bare lige for at se, hvordan det går med byggeriet. Der ligger et par store bunker med muslingeskaller, der skal tjene som tagbelægning og isolering af gulvet i et par af de huse, der med udgangspunkt i en drøm om at leve på en anden måde end flertallet skyder op på markens muld. Selv om Himmerlandsbyen er en økologisk landsby, er de ti familier, der skal bebo øko-husene, ikke økologiske fanatikere, der vil råbe og skrige for at pådutte alle andre den ”rigtige” måde at leve på. Det er almindelige mennesker med job som kok, murer, socialrådgiver, grafiker, arkitekt og så videre. Et liv uden døgnarbejde Fælles for dem er, at de drømmer om et liv, hvor det ikke er nødvendigt at arbejde døgnet rundt for at få råd til huslejen. - Og så vil vi gerne efterlade jorden til vores efterkommere på en ordentlig måde, som foreningens formand Kersten Bonnen siger. Nogle bor i et par skurvogne, mens de nedbringer gammel gæld, så der bliver råd til drømmehuset, andre bliver boende i deres huse, indtil den økologiske drøm står klar på marken. Indtil da bliver der nok at følge med i for de lokale. NORDJYSKEs landsbyredaktion i Aarestrup har i et spørgeskema spurgt borgerne om, hvad der bliver det næste store projekt for byen. Interessen for Himmerlandsbyen er stor, og mange glæder sig over, at der kommer nye mennesker, tanker og idéer til byen, der kan bidrage til at holde Aarestrup i gang.