EMNER

Nye tanker om rådhus

Et nyt rådhus kan blive borgernes hus i højere grad, end det er i dag.

Hvis politikerne engang beslutter sig for et nyt rådhus, kan det blive meget anderledes end det nuværende. - Det kan i højere grad blive et borgernes hus med lokaler, som foreninger kan bruge til eksempelvis møder og arrangementer. I dag står rådhusets lokaler jo ofte tomme efter klokken 16, siger borgmester Arne Boelt (S). - Der er jo heller ingen, der siger, at kantinen ikke kan holde åbent om aftenen, hvis den forpagtes ud. Ingen penge til rådhus Økonomiudvalget har fået forelagt planer til et nyt rådhus, men alle er enige om, at tiden (læs: økonomien) ikke er til et nyt rådhus. Heller ikke hvis kommunen får andre til at bygge og i stedet lejer sig ind. - Økonomien skal naturligvis være til stede. Det er jo også muligt at tage 10 år mere på Codanhus, siger Arne Boelt. Kommunens lejekontrakt med Codanhus udløber i 2017. Den skal enten opsiges eller fornys i 2013. Spørgsmålet om nyt rådhus omhandler også de eksisterende rådhusbygninger. Hvad skal der ske med dem? - Rådhuset i Hirtshals er specielt, fordi det er en markant, arkitekttegnet bygning og derfor har den største bevaringsværdi, siger Arne Boelt. Han karakteriserer de tidligere rådhuse i Sindal og Vrå som gode kontorhuse. De kan måske interessere en privat køber. - Hvis der pludselig kommer en interesseret køber til eksempelvis bygningerne i Vrå, vil vi ikke udelukke et salg, selvom det betyder, at vi så må finde andre lokaler til vore folk, siger Arne Boelt. Det foreliggende forslag til nyt rådhus forestiller sig 665 ansatte i fremtiden. Arne Boelt føler sig ikke sikker på, at der bliver tale om så mange ansatte. - Hvis vi ser frem til 2020 er det ikke sikkert, at det bliver så nemt at få arbejdskraft, siger borgmesteren. En stigende grad af selvbetjening over internettet kan være med til at skubbe planerne i retning af et mindre rådhus, som både kan bruges som et borgernes hus og som centrum for kommunens administration.

Forsiden