København

Nye tider for fjernbusserne

Billigere priser og direkte til Kastrup

AALBORG:Billigere billetpriser, ændrede afgangstider, flere afgange og en forlængelse af ruten, så nordjyderne kan køre direkte til Københavns Lufthavne i Kastrup. Det bliver hverdagen fra i morgen for fjernbusserne mellem Aalborg og København, for efter at jule- og nytårstrafikken er overstået, gennemfører Abildskou A/S en række ændringer for fjernbusserne. Abildskou overtog for et par måneder siden de nordjyske fjernbusser fra Thinggaard, men i tiden op til jul og nytår var det mest praktisk atfortsætte trafikken efter Thinggaards køreplan. Nu mærker passagererne imidlertid, at det er blevet nye tider for fjernbusserne – og det giver nordjyderne flere fordele: - Den væsentligste forskel er nok, at taksterne til og fra Nordjylland sænkes, så det i princippet koster det samme at køre fra Aalborg og Århus til København. Og eksempelvis kan studerende nu køre fra Aalborg til København mandag-torsdag for kun 130 kroner, fortæller direktør Jess Abildskou. Samtidig udvides antallet af afgange på de store rejsedag, fredag og søndag, så der nu er fem afgange om fredagen og fire om søndagen. Til gengæld kører samtlige fjernbusser fra Århus og Aalborg nu til det samme stoppested i København; Valby Station. - Lige siden Abildskou startede på fjernbusruten mellem Århus og København for næsten 20 år siden har vi haft stoppested i Valby, og vores erfaring er, at dér er alle de omstigningsmuligheder til S-tog og HT-busser, som passagererne har brug for. Desuden er der god plads til at privatbiler kan hente og bringe vores passagerer ved ekspresbusserne, siger Jess Abildskou. Flere af de jyske fjernbusser kører fra Valby videre til Københavns Lufthavne, så passagerer, der for eksempel skal videre med charterfly, slipper for besværet med bagage undervejs. Ligesom hos Thinggaard er det nødvendigt at reservere plads i fjernbusserne hos Abildskou, men her kan det ske via internet. - Det er vores erfaring, at passagererne i stadigt stigende omfang selv vil foretage pladsreservationerne – det er nemt og det kan jo ske døgnet rundt; præcis når det passer passagererne. I Århus er det op mod halvdelen af passagererne, der benytter denne mulighed, og det bliver formentlig det samme i Aalborg, mener Jess Abildskou.