Skolevæsen

Nye tider på vej?

FOLKESKOLE:De første spæde toner fra Socialdemokraterne på folkeskoleområdet vidner om en historisk hurtig kovending. Under valgkampen for kun tre måneder siden var Socialdemokraterne og fagbevægelsens eneste politiske bud: Flere penge, flere penge, flere penge. Det var umuligt at få Socialdemokraterne til at forholde sig til, hvorfor verdens dyreste folkeskole ikke også er verdens bedste. Måske er der nye tider på vej. Det er kun tre måneder siden, at Venstres forslag om styrket evaluering og anvendelse af nationale test blev afvist ved enhver given lejlighed. Men det er da glædeligt, at Socialdemokraterne nu tilsyneladende er villige til at adoptere en række af vores forslag, selv om det foreløbig er i light-udgave. Det glæder mig desuden, at Socialdemokraterne nu også har foretaget en kovending m.h.t. efteruddannelse og styrket ledelse i folkeskolen. Endelig indser Socialdemokraterne, at der ikke er et modsætningsforhold mellem faglige og sociale kompetencer. Den erkendelse har ladet vente på sig.I Venstre glæder vi os til samarbejdet med den ny S-ordfører. Vi håber, at Christine Antorini kan åbne døre til en ny politik, selv om erfaringerne siden formandsvalget i Socialdemokratiet har været, at nok er udmeldingerne positive, men resultaterne sparsomme.