Pandrup

Nye tilbud i ungdomsskoles kursusprogram

PANDRUP:Omkring 700 unge modtager i disse dage et program fra Pandrup Kommunale Ungdomsskole med en række forskellige tilbud for den kommende vintersæson. Blandt andet er der i år et DJ-kursus, hvor man kan lære at bestyre ungdomsskolens diskotek. Et andet er buggykørsel på stranden - det er populært sagt en vogn, der bliver trukket af en drage. Ingen andre ungdomsskoler har et lignende kursus og derfor er det lykkedes ungdomsskoleinspektør Tommy Duun Mogensen at hente 20.000 hjem til projektet fra Ungdomsringen. Ideen er, at det skal spredes ud til de øvrige ungdomsskoler i landet. I alt er der godt en håndfuld nye aktiviteter på programmet, hvoraf nogle er opstået efter de unges egne tilkendegivelser i forbindelse med forårets Fremtidsværksteder. Og uanset om man er til Pige-kom-sammen, hårpleje, bo-cart eller jagtkursus - er det vigtigt at man deltager, mener ungdomsskoleinspektør, Tommy Duun Mogensen. - Det er vigtigt, at de unge har en aktiv fritid med gode oplevelser, gode kammereater og får nogle succesoplevelser som rækker ud over det dårlige miljø, som de har bred mulighed for at blive en del af, siger han.