Nye tvivlsomme bilag fra Hesselbjerg

Den fyrede rigspolitichefs genvordigheder er endnu ikke slut. Foto: Scanpix

Den fyrede rigspolitichefs genvordigheder er endnu ikke slut. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Rigsrevisionen tygger netop nu på en bunke tvivlsomme bilag fra den fyrede rigspolitichef Torsten Hesselbjergs tjenesterejser. Sammen med manglende tillid omkring politireformen fra politi og politikere, førte de til det endelige dødsstød for landets øverste politichef. Det erfarer Berlingske Tidende. Oveni i de massive problemer omkring politireformen, der har ført til Torsten Hesselbjergs afgang, belastes den afgående rigspolitichef nu også af flere tvivlsomme bilag. Forlænget weekend Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger, er rigsrevisionen netop nu i gang med at gennemtrawle en række øvrige tvivlsomme rejsebilag fra Torsten Hesselbjergs tjenesterejser, der kommer udover sagen om Hesselbjergs forsøg på at få staten til at betale for en forlænget weekend i Brasilien. Bilag som politiet selv har videresendt til gennemcheck hos rigsrevisionen. Oplysningen kommer bag på formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti: - Hvis det var kommet frem tidligere, så havde vi så absolut krævet ham fyret. Det har været noget rod med bilagene fra rejsen til Rio, hvor han i for lang tid fastholdt, at staten skulle betale. Det var ikke kønt, siger han. Tilbage i oktober kunne Torsten Hesselbjerg i første omgang ikke selv se det kritisable ved manøvren omkring den forlængede tur til Brasilien. Dagen efter kom han imidlertid på andre tanker og betalte pengene retur. Selv uden de nye belastende oplysninger om tvivlsomme bilag var justitsminister Brian Mikkelsens (K) opsigtsvækkende afsked med rigspolitichefen dog ventet. Skydeskive i panden Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg har længe vandret rundt med en skydeskive i panden, oplyser kilder til Berlingske Tidende. Nok er han en dygtig jurist, og selv om den egenskab set gennem justitsministerielle briller næsten i sig selv er nok til det meste, så ønsker regeringen en ny rigspolitichef, der er - som det formuleres af en regeringskilde med henvisning til de særdeles medievante topchefer i Københavns Politi - 'lidt mere ligesom Per Larsen eller Hanne Bech Hansen'. En række hensyn har således spillet ind forud for den reelle fyring af Hesselbjerg, erfarer Berlingske Tidende efter at have været i kontakt med en række centralt placerede kilder. Politireformen er politisk set nuværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersens sag. Hun var som justitsminister igennem knap syv år den politiske motor bag reformen, som altså har vist sig at have voldsomme indkøringsvanskeligheder. Da den konservative leder Bendt Bendtsen gik af i september, og partiet efterfølgende kronede Espersen som partileder og vicestatsminister, blev det således overladt til efterfølgeren Brian Mikkelsen at drage konsekvenserne. Ministerskifte gav tid Ministerskiftet gav i sig selv også Hesselbjerg mere tid på posten. En hurtig fyring fra Mikkelsens hånd kunne nemlig få aben til at havne på Lene Espersens skuldre og få det til at se for meget ud som om, at Mikkelsen skulle rydde op efter sin forgænger og dermed give Espersen pletter på sit cv. Derfor skulle der gå nogen tid. Allerede ved Folketingets åbning i oktober kom der klare signaler fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om, at noget var under opsejling. Fogh, der ellers ikke er kendt for hverken at indrømme fejl eller at lade dem få konsekvenser for ministre og embedsmænd, erkendte i sin åbningstale, at 'der har været visse indkøringsproblemer' med politireformen. Herefter brast et samlet Folketing ud i fnys, og Fogh forlod for en stund sit manuskript med ordene: 'Her er der vist lidt at komme efter.' Et klart signal til rigspolitichefen om, at han hang i en tynd tråd. Noget med uniformer Alligevel gik der to måneder, men sagen var på ingen måde glemt. Under finanslovsforhandlingerne i november kom den problematiske ledelse af politiet også på bordet. Her måtte finansministeren dog konkludere, at omorganisering af politiets ledelse ikke lige var en oplagt del af forhandlingerne om finansloven. Og Hesselbjerg overlevede en måned mere. Måske på grund af uniformen. For som en regeringskilde siger: 'En hvilken som helst anden chef i det offentlige var røget langt tidligere. Men borgerlige partier har jo noget med uniformer' skriver Berlingske Tidende.