Nye udstillere på Galleri Livøvej

RØNBJERG:Galleriet Livøvej indleder i morgen sæsonen med en række nye malerier af Willy Tølbøll. Denne stilfærdige mands billeder er fulde af liv og klare farver, der fremtræder i vel afbalancerede kompositioner - en fryd for øjet. - Vi må tro ham, når han siger, at inspirationen kommer under hans daglige færden i naturen. Det er lettere at følge den påstand, at han under den skabende proces tillægger det tilfældige og det impulsive væsentlig betydning. Willy Tølbøll er blandt de få nordjyder, der har fået adgang til at udstille på Kunstmuseet i Aalborg, både separat og i anden sammenhæng. I samme lokale udstiller Keramikeren Gitte Kalstrup Jensen sine fantasifulde figurer, der er rige på detaljer. De kan godt lede tanken hen på Helledie, uden at der er gjort forsøg på at efterabe. Det kan måske skyldes motivvalget, idet der er en del krucifikser med kors af strandvasket træ imellem - aktuelt her omkring påsken. På loftet udstiller Anna Malou Slot-Carlsen større og mindre billeder i forskellige materialer. Hendes udstilling rummer bl.a. små ikoner monteret i brede rammer, så de også kan stå. I Anna Malou Slot-Carlsen's billeder er der masser af dyr, mennesker og andre figurer, der indgår i lyrisk eventyragtige kompositioner med et vist romantisk præg. Man må ikke snyde sig selv for at gå tæt på Anna Malous billeder. Så afsløres ofte en livfuld verden af detaljer i det, der på afstand var en ramme eller baggrund. Hun har i øvrigt udstillet mange steder i Danmark, Norge, Sverige og USA. Udstillingen kan ses til og med torsdag 22. maj. Galleri Livøvej er indrettet i et nedlagt landbrug, der er omdannet til galleri og internationalt dukkemuseum. Inde i laden er der skiftende udstillinger med malerier, skulpturer og tekstiler, og oppe på loftet findes foruden kunst en spændende salgsudstilling med håndlavede varer fra Indien, Afrika og Sydamerika.