Danmark

Nye universitetsuddannelser får dumpekarakter

Næsten halvdelen af de nye uddannelser på universiteterne er ikke relevante nok for arbejdsmarkedet.

Universiteterne har i en række tilfælde store problemer med at gøre deres uddannelser relevante for arbejdsmarkedet.

Det konkluderer Danmarks Akkrediteringsinstitution efter at have gennemgået 99 nye og 331 eksisterende uddannelser på landets universiteter fra 2010 til 2012, skriver Berlingske.

Det betyder, at studerende risikerer at tage uddannelser, som hverken det offentlige eller det private arbejdsmarked efterspørger.

Meldingen fra akkrediteringsinstitutionen kommer, efter at regeringens produktivitetskommission før jul efterlyste mere relevans i uddannelserne.

Daværende uddannelsesminister, Morten Østergaard (R), gav kort efter udtryk for, at der er for mange og forkerte uddannelser, og at regeringens kvalitetsudvalg i løbet af foråret ville komme med bud på, hvordan videregående uddannelser får mere kvalitet og relevans.

Ifølge direktør for Danmarks Akkrediteringsinstitution, Anette Dørge, er det omkring halvdelen af de undersøgte uddannelser, der ikke opfylder kravet om at være relevante.

Med andre ord har godt fire ud af 10 ansøgte nye uddannelser ifølge et notat fra akkrediteringsinstitutionen problemer med relevansen, mens 46 procent af de eksisterende uddannelser ikke i tilstrækkelig grad er relevante for arbejdsmarkedet.

Uddannelsesminister, Sophie Carsten Nielsen (R) kalder undersøgelsen "et wake-upcall" og mener, at den "sætter fingeren på et ømt punkt i uddannelsessystemet".

- Det er rent ud sagt et problem, når så mange uddannelser ikke har en ordentlig og direkte kontakt med det arbejdsmarked og de job, som de gerne skulle sende deres kandidater ud til, siger hun til avisen.

I sidste uge erklærede en række rektorer fra landets største universiteter i Jyllands-Posten, at de var klar til at lade ledigheden være med til at styre optaget af studerende.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst