Lokalpolitik

Nye virksomheder i landdistrikterne

Iværksættere kan bruge ledige bygninger på landet i Han Herred

TREKRONER:Det handler om livsstil, åbenhed og samarbejde på tværs. Det er nogle af de foreløbige konklusioner i et iværksætterprojekt, syv kommuner i Leader+-projektet Nordjylland-Vest - Farsø, Nørager, Aars, Nibe, Løgstør, Fjerritslev og Brovst - satte i gang ved årsskiftet med støtte fra EU"s Mål 2 program. Formålet er at skabe ny aktivitet i ledige produktionsbygninger på landet i Vesthimmerland og Han Herred. Iværksætterkonsulent Lars Haahr Jensen fra Rørbæk Centret har oplevet en overraskende stor interesse og kreativitet. - 25 iværksættere har siden februar 2005 deltaget i et iværksætternetværk, og allerede nu ser de første nye virksomheder dagens lys. Målgruppen har vist sig at være meget bred. Typisk kan projektets deltagere inddeles i to overordnede grupper - landmanden, der står med nogle ledige bygningsmæssige ressourcer i form af tomme landbrugsbygninger, og folk med traditionelle service- og håndværkerjobs, der af livsstilsmæssige årsager ønsker at etablere egen virksomhed på landet. I sidstnævnte gruppe er der ofte tale om familieprojekter, hvor både mand og kone er involveret. - Opgaven er at få afklaret, hvad det egentlig er, folk vil og derefter bringe iværksætteren det rigtige sted hen. Hvad enten det er til den lokale erhvervschef, til landbocentret eller til andre, som kan hjælpe til at bringe netop denne ide til realisering. Et af de første initiativer bliver et møde i samarbejde med de lokale erhvervschefer for potentielle iværksættere i Han Herred-/Løgstør-området mandag 31. oktober i Trekroner Landsbycenter, hvor alle interesserede er velkomne.