Nyfors vil være bedst for både kunder og medarbejdere

Satsning på etablering af fiberbredbånd har giver selskabet vokseværk - nybyggeri i Brovst for 7,5 mio. kr.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nyfors' kundecenter for både Brovst og Brønderslev ligger i Brovst.

- Det her er luksus. Thomas Stensgaard, afdelingsleder i fiberteknikafdelingen på Nyfors i Brovst, henviser til sit nye kontor i den nye, lyse og rummelige tilbygning på 440 kvadratmeter. Han og de øvrige medarbejdere nyder de nye omgivelser, efter at den stærkt voksende fiberbredbåndsafdeling det seneste par år har haft arbejdsplads i en pavillon, der blev kaldt Bella, fordi medarbejderne rykkede ind i den, da Krøniken kørte på tv. Thomas Stensgaard og de øvrige medarbejdere nyder også, at de nu har fået en madordning. Hver dag til middag er der buffet med mad fra Restaurant Hedelund i Brønderslev. Og der er nu fælles kantine. Før var der to: En for det administrative personale og en for anlægsmedarbejderne. Man kan ikke se på åleslanke Thomas Stensgaard, at han nu spiser ekstra godt til frokost. - Jeg spiller fodbold, på Birkelse serie et, smiler han. Byggeriet og personalegoderne i multiforsyningsselskabet Nyfors skal ses i relation til selskabets vision om "At blive den foretrukne samarbejdspartner inden for netværk til energi og kommunikation i Nordjylland". En anden vision er, at Nyfors vil være en af de fem bedste arbejdspladser i Nordjylland. Af andre personalegoder kan nævnes frugtordning. Og om kort tid åbnes et velfærdsrum med motionsredskaber og tilbud om fysioterapi og kiropraktik. Tilbygningen på de 440 kvadratmeter og ombygning af 200 kvadratmeter eksisterende lokaler har kostet 7,5 mio. kr. - En væsentlig fordel ved byggeriet er, at hele Brovst-afdelingen nu er samlet under ét tag, pointerer marketingkoordinator Helle Simoni Haunsø. Antallet af medarbejdere på Nyfors i Brovst er fordoblet til 50, efter at HHE og BOE blev fusioneret til Nyfors for to år siden med afdelinger i Brønderslev og Brovst. Forøgelsen skyldes, at Nyfors er gået ind på markedet med fiberbredbånd. Hele fiberafdelingen ligger i Brovst, og den beskæftiger 25 medarbejdere med både projektering og installation. - Ud over at opbygge vort eget net udfører vores fiberafdeling også projekterings- og dokumentationsopgaver for andre forsyningsselskaber samt installationsopgaver for større virksomheder og Jammerbugt Kommune, siger Helle Simoni Haunsø. Nyfors' anlægsafdeling for el og kundecenter ligger også i Brovst. Syv medarbejdere er beskæftiget i kundecentret, der af Nyfors betragtes som en meget vigtig funktion. - Det, vi lover i vores markedsføring, skal kunderne også møde, når de kontakter vores kundeafdeling, understreger Helle Simoni Haunsø. Nyfors, der beskæftiger godt 100 medarbejdere ligeligt fordelt på afdelingerne i Brønderslev og Brovst, har 44.500 kunder og en årsomsætning på 266 mio. kr. Nybyggeriet i Brovst indvies i morgen med rundvisning for bestyrelse, repræsentantskab og samarbejdspartnere. Og med en fest for medarbejderne.