Nyheder i ungdomsskolen

Unge fra hele Jammerbugt Kommune har benyttet muligheden og gennem ungdomsskolen rejst til udlandet. Denne gruppe tog til Spanien, andre har været i Moldova og Tjekkiet - der er med andre ord rig mulighed for at få en på opleveren, hvis man har lyst. Foto: Michael Bygballe
EMNER 9. september 2008 06:00

JAMMERBUGT: Lurer der en lille forfatterspirer, supermodel eller kunstner i maven, så er chancen her nu. Jammerbugt Ungdomsskole er klar med et helt nyt program for sæsonen, og der er flere nyheder på den lange liste af aktiviteter. Kommunens unge kan blandt andet melde sig på et kursus i at f.eks. skrive film eler teaterstykker - eller de kan prøve at snuse til modelverdenen på Modelfotokurset, hvor hver enkelt bliver stylet og fotograferet som de rigtige fotomodeller. Derudover er der også mulighed for at lave sund mad, lære kunsten at skabe lækre bolcher, skabe glaskunst, smykker, opleve naturen på hesteryg eller gåben samt mange andre spændende ting. I øjeblikket er Jammerbugt Ungdomsskole i gang med at dele skolens programbrochure ud til alle skoler i Jammerbugt Kommune. Målet er at nå eleverne fra 7. klasse og op til 18 år. Hvis man ikke har modtaget en brochure, kan man hente et eksemplar på bibliotekerne eller i Borgerservice i Brovst, Fjerritslev, Pandrup eller Aabybro. Alternativt kan man også besøge ungdomsskolens hjemmeside, www.ungjam.dk Ud over at tilbyde undervisning i alt mellem himmel og jord, har Jammerbugt Ungdomsskole fået godt gang i de internationale aktiviteter, bl.a. skolen denne sommer har haft sommerlejr IQ 2008 i Brovst med 60 unge fra seks europæiske lande. Hvis man er interesseret i mødet med andre kulturer, kan der også findes informationer om dette på Ungdomsskolens hjemmeside. Et andet af Ungdomsskolens store områder er knallertkøreskole, hvor unge får færdselslære og praktisk knallertkørsel i kravlegård og ude i trafikken – alene sidste sæson tog 270 unge fra kommunen kurset for at få knallertkørekort. Hvis man ønsker at tage knallertkørekort, skal man huske at melde sig i god tid, så kørekortet er klar, når man fylder 16. Herudover arbejder Ungdomsskolen også på at lave alkoholfrie diskoteksarrangementer m.m., her har vi lavet en SMS service på hjemmesiden, der sikrer at man får direkte besked, når et arrangement er under opsejling. Ligeledes vil der snart blive audition til en musical lavet i ungdomsskoleregi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...