EMNER

Nyhedsavisen fylder stadig i gadebilledet

Den krakkede gratisavis' standere står stadig flere steder i byen.

Nyhedsavisen eksisterer ikke længere, men dens standere fylder stadig i gadebilledet.Foto: Lars Pauli

Nyhedsavisen eksisterer ikke længere, men dens standere fylder stadig i gadebilledet.Foto: Lars Pauli

Selv om Nyhedsavisen gik konkurs 1. september, så står de tomme standere fra den tidligere gratisavis stadig flere steder i bybilledet i Aalborg og Nørresundby. Aalborg Kommune havde ellers i slutningen af oktober lovet at indsamle og fjerne standerne. - Det har vi også gjort mange steder i byen. Men vi fik desværre ikke en liste fra Nyhedsavisen over placeringen af standerne. Derfor kan der stå flere tilbage, siger Henrik Jess Jensen, afdelingsleder i Aalborg Kommunes Trafik og Veje. Henvendelser fra borgere viser, at Nyhedsavisen stadig har standere til at stå på Vejgaard Torv, Nørre Uttrup Torv og ved Lindholm Station, men de bliver fjernet inden 14 dage lover Henrik Jess Jensen. - Og vi tager meget gerne imod oplysninger om flere standere, siger han og understreger, at det kun er Nyhedsavisens lyseblå standere, der ikke længere skal være en del af gadebilledet. Det er ellers en betingelse for at få lov til at opsætte standere, at man selv fjerner dem, når der ikke længere er brug for dem. Men det konkursramte selskab bag gratisavisen, 365 Media Scandinavia, reagerede ikke på kommunens henvendelse i efteråret. Derfor bad Henrik Jess Jensen i starten af november kommunens entreprenører om at tage standerne med, hvis de alligevel faldt over dem på deres ture. - Det er den billigste måde for os at gøre det på, siger Henrik Jess Jensen, som anslår den kommunale udgift til at være cirka 100 kroner for hver af de omkring 20 standere.