Nyistandsat hus op i flammer

Lejer skulle være flyttet ind 1. juledag i hus i Bonderup Vestergade

EMNER 24. december 2004 05:00

BONDERUP: Lejeren af et hus på Bonderup Vestergade i Bonderup havde set frem til at kunne flytte ind 1. juledag i et nyistandsat hus, men det bliver der ikke noget af. Torsdag formiddag gik husets overetage op i flammer, og underetagen er så vandskadet, at den ikke er egnet til beboelse. Huset er bygget sammen med et snedkerværksted, men det lykkedes brandmandskabet fra Fjerritslev at hindre at ilden bredte sig til værkstedsbygningen og dens meget brændbare indhold. Ejeren af udlejningshuset, Torsten Jensen, som selv bor i nærheden, oplyser at huset er blevet sat i stand af håndværkere gennem de sidste tre uger, hvor det har stået tomt, og at det nu var klar til indflytning. - Der er installeret brændeovn, men den har ikke været i brug endnu, siger Torsten Jensen, der også er indehaver af Nordjysk Brændeovnscenter. Brandinspektør Per Nielsen oplyser, at der skulle bruges et par timer på at sikre, at der ikke gemte sig brandreder i etageadskillelsen. Ny tankvogn i brug Det var første gang, brandvæsenets nyindkøbte tankvogn var i brug, og Per Nielsen vurderer, at den var fem minutter hurtigere fremme i Bonderup, end den gamle ville have været. - Det er ikke sikkert, at det ved denne brand har haft nogen større betydning, for overetagen er helt udbrændt, mens en solid etageadskillelse har reddet stueetagen, vurderer han. Brandtekniske undersøgelser er nu i gang, og Per Nielsen kan ikke oplyse andet, end at det ser ud til at branden er opstået i den nordlige side af tagetagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...