Nykredit-ejer afviser at undersøge, hvad børsnoteringen koster kunderne

Beslutningen om at børsnotere Nykredit kommer til at ske i blinde, advarer en kritiker. En undersøgelse vil ifølge en ekspert afsløre, at bestyrelsen har en dårlig sag.

Arkivfoto
19. maj 2017 07:50

DANMARK: Nykredits ejer afviser at sætte uvildige konsulenter til at kaste lys over, hvad en kommende børsnotering kommer til at koste kunderne. Det har et medlem af repræsentantskabet ellers bedt om at få undersøgt, skriver Finans.

- Det viser, at der er noget, de prøver at dække over. Hvis ikke de har noget at skjule, hvorfor er det så et problem at få undersøgt, hvad konsekvensen af børsnoteringen bliver for kunderne? Det hænger ikke sammen, siger Jens Vesterbæk, der er medlem af Nykredits repræsentantskab.

Nykredit skruede sidste år priserne i vejret for at booste indtjeningen og gøre sig lækker for kommende investorer, da planerne om en børsnotering blev annonceret. Men samtidig indførte Nykredit en ny model kaldet kundekroner, som skal sende en del af prisstigningen tilbage til kunderne. Det er dog uklart, hvor meget kunderne får retur, og den uklarhed ønsker Jens Vesterbæk ryddet af vejen.

- Beslutningen om at børsnotere Nykredit kommer til at ske i blinde, hvis vi ikke kan få klarhed over, hvad det kommer til at betyde for kunderne, siger han til Finans.

Lars Krull er bankekspert og seniorrådgiver på Aalborg Universitet. Ifølge ham er det en god idé at børsnotere Nykredit, men han forstår godt, at bestyrelsen ikke vil have uvildige konsulenter til at undersøge, have den nye kundekrone-model kommer til at betyde.

- Det er en gimmick, man har indført for at få børsnoteringen til at glide ned. Det er en dårlig model, og en undersøgelse vil aldrig vise, at dette er en effektiv måde at levere konkurrencedygtige produkter på til kunderne. Men man skal huske på, at hvor børsnoteringen ikke kan trækkes tilbage, når den er gennemført, så kan modellen med kundekroner laves om, siger Lars Krull.

Ifølge en ekspert i virksomhedskommunikation er Nykredits ageren ikke smart.

- Det virker umiddelbart underligt at lukke af for sådan en undersøgelse, og det kan ramme Nykredits troværdighed hårdt. Ud fra en strategisk kommunikativ tilgang burde der være åbenhed om den slags. Afvisningen kan jo tolkes sådan, at man forsøger at få en kommende børsnotering til at fremstå mere attraktiv, end den måske reelt er, siger Marianne Grove Ditlevsen, lektor på institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet. Formand for Foreningen Nykredit Nina Smith afviser at oplyse, hvorfor hun og resten af bestyrelsen har sagt nej til undersøgelsen.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger hun til Finans.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...