Nykredit forlader Hjørring

Medarbejderne samles fra årsskiftet i Frederikshavn

Nykredit flytter ud af Metropol Hjørring til jul - efter nytår møder medarbejderne i Frederikshavn. Arkivfoto: Bente Poder

Nykredit flytter ud af Metropol Hjørring til jul - efter nytår møder medarbejderne i Frederikshavn. Arkivfoto: Bente Poder

Nykredit Hjørring lukker og samler sine aktiviteter i Frederikshavn.

Nykredit har hidtil haft til huse på første sal i Metropol, men allerede for et halvt år siden blev de første medarbejdere flyttet, da Nykredit samlede afdelingerne for rådgivning af erhverv og landbrug i Aalborg.

Nu er turen kommet til de tilbageværende otte rådgivere i Hjørring. De har 19. december sidste arbejdsdag i Hjørring, og efter nytår møder medarbejderne ind på Parallelvej i Frederikshavn, hvor Klaus Nielsen er centerdirektør.

Slagkraftige enheder

- Vi vil gerne have nogle større og mere slagkraftige enheder. Når vi er ude på mindre centre, begynder vi at komme under kritisk masse - både i forhold til at kunne honorere åbningstiderne i forhold til ferie og sygdom. Men det handler også om at have den nødvendige faglige kompetence til stede hele tiden. Det bliver vanskeligt i forhold til små enheder, siger regionsdirektør i Nykredit, Frank Ryslev.

- Afdelingen i Frederikshavn er ikke større end Hjørring, men vi skulle vælge et af de to centre, og vi valgte Frederikshavn. En del af vores kunder i Hjørring bor faktisk i Brønderslev-området - og vi tror, at nogle af dem lige så gerne vil betjenes i Aalborg. I Frederikshavn er der en langt større koncentration af kunder fra både Frederikshavn og Sæby. Vi vil gerne fortsat være til stede i Vendsyssel og tage hensyn til, hvor langt kunderne skal køre.

Sparer huslejen

Regionsdirektøren konstaterer samtidig, at kunderne ikke så ofte møder op på centrene mere.

- De kommer typisk i større rådgivningssager - ellers bruger de net eller telefon til bankforretninger. Vores erfaring er, at folk gerne vil køre, for at få ordentlig rådgivning, og vi opnår bedre rådgivning med større enheder, tilføjer Frank Ryslev.

Regionsdirektøren tilføjer, at der økonomisk gevinst i flytningen i form af husleje i Metropol.

- Det er en relativ dyr løsning at være i et butikscenter.

Større spareplan

Lukningen af afdelingen i Hjørring er et led i en større besparelsesrunde, og i Nordjylland lukker afdelingerne i Hjørring og Hobro. I alt nedlægger Nykredit på landsplan 10 af sine hidtidige 53 centre.

Som led i besparelsesrunden har Nykredit tidligere på måneden fjernet 227 stillinger.

Nogle af disse stillinger var ubesatte, således at 156 medarbejdere er blevet fyret.

Derudover har Nykredit gennemført besparelser på udgifterne til marketing og brugen af konsulenter samt på enkelte personalegoder for i alt 40 millioner kroner om året.

Samlet forventer Nykredit, at disse besparelser vil reducere virksomhedens årlige omkostninger med mere end 200 millioner kroner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst