Retspleje

Nykredit vil gøre boliglån dyrere

Selskabet vil have domstolenes hjælp til at hæve prisen

Realkreditselskabet Nykredit går nu til domstolene for at få lov til at hæve prisen på boliglån for sine kunder. Det sker, efter Konkurrenceankenævnet har afgjort, at Nykredit ikke må hæve prisen på lån. - Retten til at hæve bidragssatserne er så principiel for vores fremtidige forretningsudvikling, at vi nu vil indbringe sagen for domstolene, siger koncernchef Peter Engberg Jensen i en kommentar til fondsbørsen. Nykredit varslede i februar, at selskabet ville sætte bidragssatserne i vejret med 0,1 procentpoint. Det svarer til en ekstrabetaling på 85 kroner om måneden før skat per lånt million. Men det satte Konkurrencerådet en stopper for. Det skyldes en gammel klausul, som forbyder Nykredit at hæve satserne efter fusionen med Totalkredit i 2003. Nykredit ankede sagen, men fredag nåede Konkurrenceankenævnet altså frem til samme resultat, og derfor ender sagen nu i retten. - Nogle af vores konkurrenter har hævet prisen, siden vi i februar 2010 annoncerede, at vi ville regulere vores bidragssatser. Det understreger bare, at grundlaget for at hæve priserne er til stede, siger Perter Engberg Jensen. Nykredit vil hæve priserne, fordi selskabet har flere tab på boliglån, øgede krav tilden kapital, som Nykredit og Totalkredit skal stille som sikkerhed for kundernes lån samt det forhold, at kapitalen også er blevet dyrere. /ritzau/