Nyliberalismens orkester spiller videre

Børserne varsler opklaring. Men der hænger stadig mørke skyer over Danmark med stigende arbejdsløshed, lånere der ikke kan betale tilbage og skrantende virksomheder. Ansvaret for krisen falder tilbage på de politikere der ikke har handlet i tide og regningen går til de almindelige lønmodtagere.

Det var under fuld musik og stor dekadence at Titanic – skibet, der ikke kunne synke - sank den 14. april 1912 på sin jomfrurejse fra England til New York. Mens sømand og passagerer kæmpede for at få folk i bådene, spillede det trofaste orkester livligt videre, som om intet var hændt. Samme historie gentager sig i dag, hvor nyliberalismen, der har domineret verdensøkonomien er stødt mod sit isbjerg i den nuværende finanskrise. Den globale højkonjunktur og forestilling om uendelig vækst er blevet afløst af frygt for at miste job og tag over hovedet. Ligesom ved Titanics undergang, sender nyliberalismens dogmatiske ”ingen hænder på roret-politik” mange almindelige mennesker mod bunden. Og ganske som orkestret ombord på Titanic fortsætter de nyliberalistiske dirigenter deres melodi, mens deres skude er på vej ned. De danske politikere og regeringen har i særdeleshed fulgt den nyliberalistiske politik. Det var således med et let træk på skulderen at regeringen modtog de første forvarsler om krisen. Med et løfte om en skideballe fra Danmarks skrappemoster Lene Espersen og krav om øget gennemsigtighed fra Anders Fogh, mente den borgerlige lederduo; ”at det hele ville drive over”. Men det har ikke vist at være tilfældet og lige meget hvor højt og øredøvende orkestret spiller, så vil der stadig være konsekvenser. Den nuværende krise kunne for længst havde været undgået, hvis man havde handlet i tide og udvist hvad der på dansk erhvervssprog hedder ”rettidigt omhu”. Men politikerne har ignoreret sygdomstegn og fortsat fejlmedicineret økonomien. Man har fra regeringens side udskrevet skattestop og afdragsfrie lån, som universalmiddel. Det har lokket unge - særligt børnefamilier – til at sætte sig for dyrt nu hvor renterne stiger. Det har skabt et boligprisfald på 20 procent og endelig lagt grunden en overoptimistisk friværdifest. Regeringens politik har således placeret Danmark som nummer 2 efter USA, hvad angår andelen af gæld i boligsektoren. Alt i alt en farlig cocktail som kunne være undgået, hvis politikere havde handlet tidligere og ikke ventet til en redningsplan i sidste øjeblik. Krisen har store konsekvenser for den helt almindelige dansker og beviser endnu engang at det bliver småsparere og de almindelige lønmodtagere der i sidste ende skal betale prisen. På Titanic var det 1.klasses passagererne, der havde fortrinsret til redningsbådene, mens de øvrige passagerer måtte klare sig selv. Sådan er det desværre også i den globale økonomi. Når økonomien er i optur er det de få procent af danskerne, der har deres private formuer stående i aktier (fraregnet ATP osv.), der bliver endnu rigere, mens resten kun mærker små afkast. Til gengæld går de grådige investorer og ivrige bankejere fri, når kridsen kradser. Deres formuer er i sikker havn, mens skatteyderne må bjærge vraget når bankerne går ned. Tilbage står de almindelige lønmodtagere som risikerer stigende arbejdsløshed, stigende renter på deres afdragsfrie lån og store tab på deres nykøbte boliger. Endelig bliver selv samme lønmodtagere straffet for bankernes grådighed ved at skulle betale højere afgifter for deres konti og lån, som finansieringen af bankernes nye milliardfond, der på foranledning af regeringen skal optræde som bankernes nye sikkerhedsnet – forhåbentlig holder bankkrakkene sig inden for de 35 mia., bankerne skal betale – ellers væltes regningen igen over på skatteyderne. Regningen sendes nedad i systemet – fællesskabet betaler mens gribbene kan grine hele vejen til banken – også selvom den krakker. At 26 procent af alle danskere, ifølge meningsmålingsinstituttet Zapera, på nuværende tidspunkt frygter at blive fyret, kan således heller ikke komme som nogen overraskelse for politikerne, der burde arbejde ihærdigt på at skabe en model, hvor vi ikke fremover vil lade prisen for de store investorers grådighed gå direkte til lønmodtagerne. De burde lære af deres egne fejl, vende nyliberalismen ryggen og kræve en stærkere og mere intelligent styring af økonomien ud fra samfundets interesser. Der findes selvfølgelig ikke nogen enkelt løsning eller nogen universel medicin på den nuværende krise. Men vi bør i fællesskab skabe en løsning til gavn for samfundsøkonomien og særligt de små lånere, som aldrig igen skal overlades regningen for finanssektores grådighed. En række forslag på nationalt plan kunne f.eks. være: * Oprettelse af en offentlig og uafhængig finansrådgivning * Omstrukturering af den eksisterende finansfond, så de store aktieinvestorer betaler festen * Stop for indførelse af afdragsfrie lån * Ekstra hjælp til betrængte 'uskyldige' boligejere * Generelt eftersyn af den nationale finanssektor. De ansvarlige politikere bør sørge for at krisen ikke kan gentage sig og ikke vil ramme lønmodtagere og fællesskabet på som følge af investorer, der spiller hasard. Det er på tide at indrette finanssektoren så den understøtter samfundets interesser i stedet for at modarbejde dem. Det kræver en at finanssektoren lever op til sin samfundsforpligtigelse og påtager sit et ansvsar for fællesskabet. Hvis vi skal styre uden om isbjerget, kræver det at få ansvarlige hænder på roret.