EMNER

Nyrup fik skæld ud af den lokale S-formand

Karin Glerup støtter Frank Jensen

AARS:- Hvem er mere berettiget til at vælge vores ny formand end medlemmerne? Derfor er det brandærgerligt, at der midt under denne demokratiske proces bliver gravet grøfter og skabt splid i partiet - sådan som Poul Nyrup gjorde det påskedag. - Det sagde Karin Glerup i sin formandsberetning på generalforsamlingen i Aars Scoialdemokratiske vælgerforening, og hun tilføjede om den tidligeres statsministers tilkendegivelser om sin favorit til formandsposten i Socialdemokraterne: - Kæden springer af, når Poul Nyrup går ud og retter stærke personlige angreb på Frank Jensen for at få Helle Thorning-Schmidt valgt. Han kunne have nøjedes med at fremhæve Helles fortrin uden at svine Frank til, konstaterede Karin Glerup. Hun oplyste i sin beretning at hun sammen med flertallet i den lokale, socialdemokratiske bestyrelse støtter Frank Jensens kandidatur. Urafstemningen om formandsposten slutter mandag og tirsdag offentliggøres resultatet. Derimod går der lidt tid endnu, inden en vigtig, lokal urafstemning gennemføres, nemlig den, der afgør hvem der skal være socialdemokratisk spidskandidat ved efterårets valg til den ny Vesthimmerlands Kommune. - På grund af folkeafstemningerne i Gedsted og Hvilsom - og den kommende i Nørager kommune - besluttede vi i det fælles kandidatudvalg at udsætte urafstemningen indtil vi med sikkerhed ved, hvad Vesthimmerlands Kommune kommer til at bestå af, sagde Karin Glerup. Fra Aars Kommune stiller den lokale S-vælgerforening med formandens gemal, byrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem Martin Glerup.