Nyrup-imitator i Folketinget

EMNER 10. februar 2005 05:00

København, onsdag /ritzau/ Mogens Jensen overtager Poul Nyrup Rasmussens mandat i Ringkjøbing Amt. Det var oplevelsen af, at ikke alle i Danmark har de samme muligheder, der fik Mogens Jensen til at gå ind i politik, og som nu har ført til, at han er blandt Socialdemokraternes nyvalgte medlemmer. Han afløser tidligere partiformand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Ringkjøbing Amt og på mere end en måde. Den 41-årige LO-konsulent har gjort sig kendt som Nyrups look alike og med en perfekt imitation af dennes karakteristiske stemmeføring. I LO har Mogens Jensen blandt andet beskæftiget sig med voksen- og efteruddannelse. Han sidder blandt andet i bestyrelsen for foreningen "Kunst på arbejdspladsen" og "Björn Afzelius’ Internationale Kulturfond". Mogens Jensen blev anbefalet af sin forgænger i Herning-Ikast kredsen og gik blandt andet til valg på at gøre Danmark til verdens mest kreative nation og på at gøre Midt- og Vestjylland synlig på danmarkskortet. Det skal blandt andet ske gennem flere kulturtilbud, ved at give Herning et universitet og ved at skabe et "innoversitet", der kan skabe forsknings- og uddannelsesforløb sammen med lokale virksomheder. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...