Nyrup langer ud efter DR og TV2

DR og TV2 sjofler i den grad dækningen af EU og lever ikke op til deres public service-forpligtelser. Den hårde anklage kommer fra Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraternes spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget.

- Jeg mener, det er på kanten af medieansvaret, at de to største tv-kanaler i Danmark i den grad behandler det europæiske politiske arbejde så elendigt, som de gør. Det er på kanten af det skandaløse. Når man en gang imellem siger til borgerne: hvorfor ved I ikke mere om det europæiske projekt og hvorfor er I ikke så engagerede i det, vil jeg bare sige: Det kan man ikke bebrejde borgerne, for der er ikke nogen store tv-kanaler i det her land, som hjælper til, at borgerne får en chance, siger Nyrup. Han sammenligner med svensk fjernsyn, som i langt højere grad har nyhedsudsendelser og debatter om det europæiske samarbejde og lige nu EP-valget. DR's nyhedschef Lisbeth Knudsen giver Nyrup delvist ret. - Nej, vi er ikke gode nok, og guderne skal vide, at det er fantastisk svært at formidle, ikke mindst fordi EU's beslutningsstruktur er så kompleks. Vi har prøvet at integrere EU i det danske stof, men vi har stadig en opgave med at udvikle det her område. Men Lisbeth Knudsen påpeger samtidig, at Nyrup også selv har et ansvar. - Det er for nemt at skyde skylden på medierne, vi kan ikke gøre det uden politikerne. De skal blive bedre til at tale et sprog, som folk forstår, og de skal blive bedre til at formidle det fra EU, som de mener har relevans, siger hun. TV2's nyhedschef Michael Dyrby mener til gengæld, at TV2 lever fuldt ud op til sine forpligtelser. - Det er da pudsigt, at Nyrup fremhæver det nu, og ikke da han var statsminister. Det hjælper jo ikke at lave lange debatter for politikernes skyld, for danskerne er jo ikke interesserede i det. Se bare på interessen for DR's krydsild med kandidaterne, den er jo minimal, siger Michael Dyrby, som fremhæver, at TV2 i næste uge vil have et indslag om EU i den daglige nyhedsudsendelse.