EMNER

Nyrup skifter Christiansborg ud med en plads i EU-Parlamentet

Den tidligere statsminister skal styrke partiets stilling i Bruxelles

KØBENHAVN:Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, ønsker forgængeren, fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet ved valget næste år. Det oplyser Mogens Lykketoft til Ritzau. Nyrup har ifølge Ekstra Bladet opgivet at blive NATO's næste generalsekretær efter skotten George Robertson. - Jeg har sonderet terrænet grundigt, og sammenfattende er det mit indtryk, at det ikke er lige nu, at en dansker kan komme i betragtning til den post. Ikke mindst vores forbehold på forsvarsområdet spiller en større rolle for en række af de gamle NATO-lande, end man umiddelbart skulle tro, siger Nyrup til avisen. Derfor har Mogens Lykketoft stærkt opfordret Nyrup til at søge opstilling til Europa-Parlamentet. - Det er meget, meget fint for partiet, hvis han bliver valgt og er spidskandidat i det kommende valg til Europa-Parlamentet. Vi har alle tiders chance for at få en højere valgdeltagelse ved at stille med en kendt fhv. statsminister. Vi har også meget større chance for at få en betydelig indflydelse i den socialistiske gruppe i Europa-Parlamentet bagefter. Det er på alle måder i partiets interesse, at han har sagt ja til det. Det er jeg meget glad for, siger Mogens Lykketoft. Han mener, at en dansker ikke stod forrest til posten som NATO's generalsekretær. Det skyldes flere forhold, siger Socialdemokraternes formand. Før Nyrup har fhv. forsvarsminister Hans Hækkerup (S) og fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) forgæves søgt posten som NATO's generalsekretær. Nyrup glæder sig til en fremtid i Europa-Parlamentet. - Jeg er kommet til en skillevej i mit liv, og jeg glæder mig til at gøre en indsats på et område, hvor jeg virkelig føler, jeg kan udrette noget. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel både for mit parti og mit land i Parlamentet og glæder mig til arbejdet, siger Nyrup til Ekstra Bladet. /ritzau/