Nyrup slipper for mistillidsafstemning

Nyrup 12. september 2002 08:00

København, onsdag /ritzau/ En række af Socialdemokratiets hårdeste kritikere af partiformand Poul Nyrup Rasmussen freder ham forud for partiets kongres i weekenden for en mistillidsafstemning. Kritikerne havde ellers chancen for at kræve en afstemning om formandens beretning. - Det er noget populistisk fis, siger amtsformanden for Fyn, Elise Pedersen. - Vi skal have en åben debat, hvor folk ikke skal skjule sig ved at stemme for eller imod beretningen. Men jeg skal da ikke kunne afvise, at nogen alligevel vil kræve en sådan afstemning, hvilket ikke er ualmindeligt i et demokrati, siger amtsformanden. Normalt vedtages formandens beretning - hvor han udstikker den politiske linje - uden afstemning. Men Inge Nesgaard, formand i Nordjyllands Amt, har sagt, at hun er klar til en afstemning, hvis nogen ønsker det. Klaus Hækkerup, som ellers på et møde i folketingsgruppen tirsdag opfordrede Poul Nyrup Rasmussen til at gå af, støtter heller ikke ideen om en afstemning om formandens beretning. - Det tror jeg ikke, man vil få noget ud af. Der er en himmelråbende forskel på at opfordre ham til at trække sig tilbage - og så opfordre til en direkte mistillidsafstemning, siger Klaus Hækkerup. Heller ikke hovedbestyrelsesmedlem Guri Krøis synes, at det er en god ide at gøre beretningen til et spørgsmål om for eller imod Poul Nyrup Rasmussen. - Socialdemokratiet vælger sin formand på den ordinære kongres. Men kommer der en afstemning om formandens beretning, så vil jeg selvfølgelig lade mit valg komme an på beretningens indhold, siger hovedbestyrelsesmedlemmet. Flere af partiets kritiske kredsformænd vil heller ikke tage initiativ til, at beretningen kommer til afstemning på kongressen i Aalborg. - Nu må vi have ro, så vi kan få vores politik frem - men jeg vil selvfølgelig afvente og se, hvad der sker på kongressen, siger Connie Jensen, formand for 2. kreds i Odense. Ifølge Kim Christensen, formand for 12. kreds i København, så er problemet med beretningen, at den drejer sig om hele Socialdemokratiets politik. - Det er ikke den politiske situation, men personen Poul Nyrup Rasmussen, som er problemet. Jeg havde hellere set, at Poul Nyrup Rasmussen indså, at han havde udtømt sine muligheder for at handle og agere, og derfor valgte selv at trække sig tilbage. Vi har ikke planlagt at stille forslag om en afstemning om beretningen, men det vil også være en vurdering på dagen, siger Kim Christensen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...