Nyskabere på parkeringspladsen
Tre elever fra Teknisk Gymnasium i Thisted i finalen i Nordjyske Nyskabere med en idé om p-stubbe

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:De holder lidt hulter til bulter, bilerne på parkeringspladsen ved Teknisk Gymnasium i Thisted. Men pladsen er også bare et stykke asfalt uden opstribning. Med markering af p-båse kunne der formentlig blive plads til fem biler mere.
Men behøver p-båse nødvendigvis at blive markeret med hvide striber?
Det spørgsmål stillede tre elever i 2.f, da de i efteråret var med i et projekt om ”optimering af udearealerne” ved deres skole. Projektet fik dem på ideen om at konstruere nogle ”p-stubbe” - små, kvadratiske metalkonstruktioner, som alternativ til de hvide striber.
På opfordring fra lærerne blev projektet i faget teknologi til et bidrag til Nordjyske Nyskabere, en konkurrence for idérige og innovative elever på ungdomsuddannelser i Region Nordjylland. Og p-stubbene har nu sikret de tre - Pernille Gøtzsche, Heine Petersen og Jesper Ehlers, en af fem finalepladser i konkurrencen.
Til andet end asfalt
Med skruer, rawlplugs og en skruemaskine kan metaldimserne gøres fast i asfalten. Men ikke mindst er p-stubbene velegnede på p-pladser på grus, græs eller et andet underlag, der ikke kan forsynes med hvide striber.
Fordelen er også, at en virksomhed eller en skole selv kan etablere p-afmærkningen - uden at skulle hyre et vejstribefirma. Og hvis der ikke skal laves afstribning i den helt store stil, vil p-stubbene være en billigere løsning, påpeger de tre.
- De prototyper, vi har fået lavet, koster 20-25 kroner pr. styk. De vil kunne laves meget billigere, hvis de sættes i masseproduktion, fortæller Heine Petersen, der viser en galvaniseret udgave af stålkonstruktionen frem. Den er lavet af metalafdelingen på EUC Nordvest, som Teknisk Gymnasium også er en del af.
Men de tre håber at få en aftale med et firma om fremstilling af et antal p-stubbe, inden deres projekt skal bedømmes ved finalen i Nordjyske Nyskabere 4. april.
Stubbene vil i øvrigt kunne fremstilles i forskellige typer materiale - blot skal de kunne holde til, at blive kørt over af et bilhjul.
At man som bilist risikerer at køre over stubbene, er i øvrigt kun en fordel ved denne form for p-båsemarkering.
- For så ved man, om man har parkeret korrekt, uden at skulle ud og se på striberne. Når man først er kommet ud af bilen, gider man jo ikke altid gøre det om, siger Pernille Gøtzsche.
Iværksætterdrømme
Ingen af de tre har set sig selv som kommende iværksættere med egen virksomhed. Deres uddannelsesplaner går i helt andre retninger, når de næste år er færdige på Teknisk Gymnasium.
Men de håber da at vinde. Og i så fald vil de også gøre noget for, at de pengebeløb, som følger med til at få ideen gjort til virkelighed, får ben at gå på.
- Så vil vi arbejde på at få lavet et firma, der kan sætte p-stubbene i produktion, siger Jesper Ehlers.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.