Nystrøget antihelt

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg er jo en antihelt. Det stammer fra filmens verden, hvor det er en fuck up, som egentlig gør en masse dårlige ting, men som alligevel er sympatisk og inderst inde er en god person. Definitionen er vel en sympatisk fuck up, som folk kan relatere til. Og jeg er vel en helt, der ikke lever op til det traditionelle billede af en helt, forklarer Niarn, hvis nye album netop hedder “Antihelt”.Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Niarn er bekymret. For han har fået ny cykel, og der er ingen lås på. Og mens han svinger benet hen over cyklen, kigger han sig om efter potentielle cykeltyve og blotter så det postnummer, han har tatoveret på læggen. 9210 står der. Det er langt fra 2200. - Her på Nørrebro er der mange, der bedre kan lide andres ting end deres egne, siger han. Den hæse nordjyske stemme kværner som en Harley i et kloster og afløses kun sporadisk af små sug på den plasticdut med nikotin, der er blevet den tro væbner i kampen mod smøgerne. Og mens han fortæller om angsten for at miste stemmen helt på grund af for mange cigaretter, demonstrerer den drevne dialekt højlydt og stabilt som et huggende stempel i en motor, at kulturforskellen mellem Aalborg og København er mere end et postnummer. For Niarn hører hjemme i den aalborgensiske forstad Gug. Nu bor han på Nørrebro i København på grund af karrieren som rapper. - Jeg må hellere tage cyklen med indenfor. Vi er i et nedlagt autoværksted, fordi vi skal have taget billeder til avisen. Et par af vinduerne er smadrede, væggene er ferniseret med graffiti, og brugte dåser flyder på betongulvet som udbankede bilvrag hos en skrothandler. Hvis det havde været en anden tid og en anden by, kunne det have været Niarn selv, der var kunstneren bag. For i barndomsårene hørte vold, kriminalitet og spraydåsekunst til dagligdagen. - Det var lige nøjagtigt de her dåser, som vi brugte. Der var kun 16 farver, men så kunne man blande dem ved at stikke en kuglepen ned i dysen her, siger han ivrigt, mens han tester den marineblå farve. Niarn, som dengang bare hed Niels Roos, kom fra et middelklassehjem, var stædig, rap i replikken og fik - måske derfor - tæsk i skolen. I syvende klasse besluttede han sig for at true en af de store fra 10. med en smadret flaske. Og så røg lille Niels ud af skolen og direkte ind i dårligt selskab. - Jeg syntes bare ikke, det var sjovt at spille fodbold, så jeg tænkte, om jeg bare skulle blive en “bad ass motherfucker”. Og det blev jeg så, og så var der ikke længere nogen, der gjorde mig noget, siger han. Efterhånden blev musikken vejen væk fra de mest kriminelle bekendtskaber, og Niarn røg på efterskole, hvor han spillede orgel til sin egen rap, mens han svingede med sit Kurt Cobain-hår. Efter længere tids undergrundsmusik, udkom han i 2004 med rap-albummet “Årgang 79”, der medførte massiv debat om sproget i dansk musik. Niarn fik prædikatet gangsterrapper, blev stemplet som et dårligt forbillede for ungdommen, og forfatteren Hanne-Vibeke Holst tordnede om, at de danske rappere med Niarn i forgrunden nedgjorde kvinder. Nu er han her så igen. Denne gang med albummet “Antihelt”, en svada til frøken Holst og en skypumpe af ord, som hun ikke vil bryde sig om. For Niarn har ikke forandret sig. Og var han gangsterrapper dengang, må han være det endnu. Men på den anden side går der hårdhudede rygter om, at han laver konfekt og stryger sit tøj. Ingen jul uden konfekt Jeg har hørt fra pålidelige kilder, at du laver seks-syv forskellige slags konfekt til jul? - Hvert eneste fucking år. Det har jeg gjort, lige siden jeg var en dreng. Og derfor så har jeg taget noget marcipan og nogle chokoladeknapper med til dig. Værsgo! - Nej, kan man godt få det på den her årstid? Og chokoladen er allerede smeltet. Så behøver jeg ikke bruge min chokoladesmelter. Jeg har jo købt sådan en chokoladesmelter. Så er man fri for det der vandbad. Ved du det? Når man smelter chokolade, så bruger man sådan et vandbad. Og hvis bare der ryger en dråbe vand op i chokoladen, så er det helt ødelagt. Så begynder det at klumpe, og så er det helt fucked up. Men hvorfor laver du konfekt? - Jeg har et meget tæt forhold til min familie. Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg lavet julekonfekt med min far. Og da jeg så flyttede til København, og det blev jul der, så savnede jeg bare at lave konfekt med min fatter, og så gik jeg bare ned i Netto og købte en masse marcipan og en masse gøgl, du ved, og så stod jeg bare derhjemme i seks timer og lavede konfekt. Nu går der ikke en jul, uden jeg gør det. Det er da ikke særlig gangsteragtigt! - Hæhæ. Nej, det er det måske ikke. Men jeg er heller ikke interesseret i at være gangsterrapper. Men det er bestemt ikke, fordi muligheden for at blive gangster ikke har været der. Men det er ikke noget for mig. Så skal man sidde i fængsel, og det er min tid for kostbar til - hæhæ. Jeg er bare en ballademager og en gadedreng og har heller aldrig nogensinde påstået andet. Tværtimod er jeg blevet ret sur og harm, når der er nogen, der har kaldt mig gangsterrapper. Det er jo et problem, som jeg deler med andre rappere også. Folk vil gerne sætte os i en bås. Det er så let bare at åbne den der æske, der hedder gangsterrappere og så smide os derned. Trang til manicure Nå, men så har jeg også en anden afsløring. Jeg har hørt, at du stryger alt dit tøj? - Alt. Alt mit fucking tøj. Jeg kan ikke klare voksne mennesker, der går i krøllet tøj. Jeg synes simpelthen, det er for usselt at se på. Når jeg ser en, der går i krøllet tøj, tænker jeg: “Tag dig fucking sammen, mand. Du er en fucking voksen mand. Du kan ikke gå rundt og se sådan der ud”. Jeg har faktisk et problem her for tiden. For jeg havde mit strygejern med på Roskilde Festival. Jeg bor på motel, når jeg er på festival, for jeg er for forfængelig til at bo i telt. Og grunden til, at jeg i dag er i sådan noget tøj, der ikke skal stryges - hæhæ - er faktisk fordi, at jeg glemte mit fucking strygejern i den bil, jeg kørte fra festivalen i. Og jeg har måttet undvære mit strygejern i halvanden uge. Det har været helt forfærdeligt. Så det er fuldstændig rigtigt. Jeg stryger alt mit tøj med damp og hele pisset. Men en rå rapper eller rockstjerne stryger da ikke sit tøj! - Det ved jeg sgu ikke. Nogle rockstjerner bruger jo fandme en halv time på at få det til at ligne, at det har taget to minutter at sætte håret. Som om de er fuldstændig ligeglade med, hvordan det sidder. Jeg har sgu altid godt kunnet lide at have pænt tøj på og sætte cappen rigtigt på skrå. Og det er jo dejligt, nu hvor der er kommet alt det her metroseksualitet. Nu kan man nærmest få lov til det, uden folk brokker sig over det. Og jeg synes ikke, at der er noget i vejen med at fyre også gør lidt ud af sig selv, og at de ser lidt godt ud. Jeg kan ikke klare folk, der ikke bare lige gør lidt ekstra for at se lidt pænere ud. Og jeg kan faktisk også godt lide at få ansigtsbehandling og manicure og sådan noget. Jeg trænger faktisk til en manicure, må man sige. Utraditionel helt Så man kan godt kalde dig forfængelig. - Ja, man kan sagtens kalde mig forfængelig. Min mor har altid drillet mig meget med, at jeg er forfængelig. Jeg kan ikke lide at være beskidt. Når vi er ude at spille, har jeg også mange flere t-shirts og bukser med, end jeg skal bruge, for tænk nu, hvis du sidder og spiser og så spilder sovs på de bukser, du skal have på på scenen. Man kan ikke stå på scenen med sovsepletter på bukserne. Det går jo ikke. Nej, det går ikke. Men hvis vi nu skal tale en lillebitte smule om musikken også ... - Ja, vi sidder bare og taler om kaffepletter, konfekt og strygejern. Men måske hænger det sammen. Nu hedder den jo “Antihelt”, den nye plade. Hvorfor hedder den det? - Jeg er jo en antihelt. Det stammer fra filmens verden, hvor det er en fuck up, som egentlig gør en masse dårlige ting, men som alligevel er sympatisk og inderst inde er en god person. Definitionen er vel en sympatisk fuck up, som folk kan relatere til. Og jeg er vel en helt, der ikke lever op til det traditionelle billede af en helt. Du er jo i hvert fald blevet kaldt meget. Ud over gangster er du blevet kaldt kvindefornedrer og sprogforarmer af blandt andre Hanne-Vibeke Holst. Hvordan har du det med det? - Jeg er glad for, at jeg som person har så meget at byde på, at jeg kan pisse folk så meget af For der er masser af folk, der snakker, som jeg gør og bruger det sprog, som jeg gør. Også i det offentlige rum. De ting, som jeg fortæller, er sgu meget vigtige for verden, og når folk reagerer, betyder det bare, at de lytter efter. Hanne-Vibeke Holst kan sige, hvad hun vil. Jeg har da også min mening om hende og siger det også på den nye plade - hæhæ - så kan vi jo stå og kalde hinanden nogle forskellige ting. Jeg er bare lidt træt af, at hun ikke ville mødes med mig og debattere det dengang. Den mulighed fik hun jo. Men jeg går ud fra, at hun ikke turde. Men har det ikke påvirket dig, siden du også har hende med på din nye plade? - Jeg vil ikke sige, at det har påvirket mig på den måde, at jeg er begyndt at lave min musik om og er begyndt at tale anderledes. Det har bare givet mig nogle flere ting at skrive tekster om. Var der ikke nogen feminister, der var blevet sure, og var folk bare pænt ligeglade med, hvad jeg havde at sige, så ville jeg jo ikke have haft alt det materiale til den nye plade. Og jeg ved, at det ikke er fuldstændigt hul i hovedet, det jeg har at sige. Jeg stiller mig ikke bare op og råber “pik, fisse, luderkælling”. Der er jo en mening med galskaben? Hvad er meningen så? - Meningen med min galskab er jo at udtrykke, hvor jeg kommer fra. En løftet pegefinger har aldrig nogensinde virket over for folk. Jeg prøver bare at fortælle folk, hvem jeg er, og hvorfor jeg er, som jeg er. Og så kan folk så tage stilling til det derfra. I øvrigt er et dårligt forbillede vel ikke en, der har arbejdet hårdt for at få succes. Det er vel derimod alle de forældre, der ikke kan finde ud at opdrage deres børn. Fuck er et dejligt ord Kan du ikke bare lade være med at sige fuck, bitch, luder og kælling? - Nej, det kan jeg ikke. Så ville jeg ikke være mig selv, og så ville der ikke være troværdighed om det, jeg laver. Jeg har sagt fuck, lige siden jeg var en lille dreng, og fuck er nok det ord, som jeg bruger allermest. Fuck er simpelthen sådan et dejligt ord. Bare jeg ser en fed bil, så siger jeg “fuuuck” - hæhæhæ. “Fuck, hvor er den fed”. Hvad skal jeg sige, altså. Der, hvor jeg kommer fra og i det miljø, hvor jeg er vokset op, er jeg jo en af de pænere drenge. Så jeg synes overhovedet ikke, det er galt, den måde, jeg snakker på. Hvor meget af din musik er ironi, distance, gak og løjer, og hvor meget er inderligt dybfølt og alvorligt? - Jamen, det er så svært at sige, for det hele er jo inderligt dybfølt. Det, jeg skriver i mine tekster, er det, jeg mener, og det er sådan, jeg har det. Jeg brækker mig, når ting skal være så alvorligt og seriøst hele tiden. Jeg gider ikke selv sidde og lytte til noget, hvis det er alvorligt hele pisset, for der skal også være lidt gak og gøgl imellem. Det er lidt ligesom standup - du ved - det er bare noget, vi alle sammen skal sidde og grine af. Men grunden til, at det er sjovt, er fordi, at alle folk klasker sig på lårene og siger: “Ja, det er rigtigt, det er fandme rigtigt, det han siger”. Folk kan genkende sig selv og forholde sig til det. Og hvis man ikke kan tage pis på sig selv, så bliver det så svært at sluge. Så bliver folk sådan lidt “aah, klap nu lige hesten, Zorro”. Du siger i sangen “Antihelt”, at du ikke selv har valgt det. Har du ikke det? - Jeg har selv valgt at lave musikken, men den bås, som jeg er blevet sat i, har jeg ikke selv valgt. Så det, jeg mener med det, er, at den rolle, jeg er blevet sat i som kvindehader, og som jeg så skal forsvare mig imod, har jeg ikke valgt ... Aaahhhh, der er spindelvæv. Der er spindelvæv under bænken. Klarer du det? - Hmm. Ja. Men jeg hader edderkopper. Slanger og edderkopper. Jeg hader dem.