Nyt 10. klasse-center i Fjerritslev til sommer

Tæt samarbejde med gymnasiet - slut med center i Brovst.

Fra næste skoleår vil elever i 10. klasse blive undervist i to centre i kommunen, et i Aabybro og et i Fjerritslev. Politikerne i børne- og familieudvalget har fulgt op på budgetaftalen fra efteråret, som går på at 10. klasse skal arbejde tæt sammen med Fjerritslev Gymnasium og erhvervsuddannelserne. Det betyder, at den nuværende ordning, hvor 10. klasse fra Fjerritslev og Brovst undervises i Brovst Hallens multihus, stopper og et nyt tilbud oprettes i Fjerritslev. I Aabybro er der fortsat 10. klasse-center på overbygningsskolen på Kærvejen. I hvert fald ind til videre, for planen gælder foreløbig kun for skoleåret 2011-2012. Hvor det nye center i Fjerritslev skal have til huse, er ikke afklaret, og det har politikerne overladt til de to skoleledere, Elo Nielsen i Fjerritslev og Lene Burchardt i Brovst, at finde ud af. - Det skal ikke ligge på skolen, for hele ideen er at skabe et attraktivt og selvstændigt ungdomsmiljø for de ældste elever, forklarer Elo Nielsen. - Der er flere muligheder, som vi er ved at undersøge. Det kan måske blive i landbocenteret på Brøndumvej, hvor der er ledig plads, og som ligger tæt ved fritidscenteret og skolen, nævner han. - Men et sted på aksen mellem skolen, fritidscenteret og gymnasiet er mest oplagt. Det giver let adgang til faciliteter og kort vej til samarbejdspartnerne.