Nyt år, nye begivenheder

2005 bliver festligt - men indimellem også lidt trist

LØGSTØR KOMMUNE: Et nyt år er begyndt, og NORDJYSKE Stiftstidende har kigget i krystalkuglen for at se, hvad det har med til os af store og små begivenheder i Løgstør Kommune. Her er, hvad krystalkuglen viser om 2005: I dag, 3. januar: Den nye skoleinspektør på Bakkeskolen, Dorte Thomsen, modtages af elever og lærere, medlemmer af skolens bestyrelse samt lokalpolitikere. Det sker ved en sammenkomst her til morgen i skolens festsal, hvor skolens kor synger, og hvor der er kagemand til alle. 3. januar: Fagforbundet Fagligt Fælles Forbund åbner sit hovedkontor i Løgstør. I daglige tale kommer afdelingen til at hedde 3F Midtfjord Fagligt Fællesforbund er en fusion mellem KAD og SID. Den nye Midtfjordafdeling får omkring 4700 medlemmer. Lene Haugbølle bliver formand, mens Lindy Mortensen bliver næstformand. 9. januar: Det bedste herrehold i Løgstør Håndboldklub er forhåbentlig kommet sig over sine småskader i julepausen. For der bliver brug for alle kræfter i årets første hjemmestævne 9. januar, hvor jyllandsserieholdet møder puljens nummer et, Farsø KFUM HK. Løgstør-herrerne har haft en hård sæson og ligger i øjeblikket nummer 10, puljens næstsidste plads. Damerne, der ligeledes spiller i jyllandsserien, tager også imod Farsø 9. januar. Disse to hold har lige mange point, så på papiret er det et mere jævnbyrdigt opgør. Løgstør-damerne har holdt julepausen på en syvendeplads. 25. februar: Med reception i Aktivitetshuset i Aggersund markerer den lokale borgerforening sit 100 års jubilæum. Samtidigt udgives en bog, som en gruppe lokale har arbejdet på gennem et stykke tid. Den fortæller foreningens samt byens historie. Til juni bliver der jubilæumsfest, og borgerforeningen planlægger andre festligheder, som dog ikke kan afsløres endnu, fortæller formand Jens Røge. Marts: Pavillon Christiansminde i Løgstør kan fejre 75 års jubilæum, og Lokalhistorisk Arkiv arbejder på at samle materiale, der kan beskrive restaurantens historie - inklusiv den store lokale modstand i begyndelsen mod at give Pavillon Christiansminde spiritusbevilling. Når materialet er på plads, kan der sættes en mere præcis dato på en markering af jubilæet. 3. april: Efter ønske fra flere bliver der søndagsåbent på genbrugspladsen hos Renovest i Oudrup. I første omgang er det dog kun et forsøg på alle søndage klokken 14-18 frem til oktober, hvor ordningen vil blive evalueret, så det kan besluttes, om der skal være søndagsåbent permanent. I øvrigt har Renovest her fra januar indført en ordning, hvor man kan aflevere brugte batterier hjemme. De skal blot lægges i en gennemsigtig plastikpose oven på papircontaineren. 9. april: Løgstør Idrætsforening (LIF) fylder 100 år og markerer det med reception og udgivelse af en jubilæumsbog. Desuden bliver der senere på året en jubilæumskamp på Løgstør Stadion og til sommer en koncert på Køreteknisk Anlæg. Maj: Hvis vejret ellers arter sig, kan Løgstør Golfklub indvie en Pay & Play-bane ved Ravnstrupgården samt en driving range. Til næste år kan spillerne slå sig løs på en 18-huls bane. 1. juni: En ny servicebygning og restaurant forventes at kunne åbne i den gamle Kulgård på Løgstør Havn. Mogens Bislev bliver forpagter af restauranten. For en pris af fem millioner kroner får kommunen en servicebygning til glæde for turister og lokale, og den gamle lade ved siden af Kulgården renoveres. 1. juni: Løgstør mister 100 arbejdspladser, fordi Samson Agro på Tolstrupvej samler sine aktiviteter på en ny fabrik i Viborg. Medarbejderne er blevet tilbudt at flytte med, men der lukkes altså helt ned i Løgstør. Samson Agro laver blandt andet gyllespredere. 1. august: Efter beslutningen om at nedlægge syvende klassetrin på Overlade Skole og Vilsted-Vindblæs Skole, skal de elever, som lige nu går i sjette klasse, skifte skole til august. 13 elever fra Overlade må rykke til Ranum, og 16 fra Vilsted og Vindblæs skal gå på Bakkeskolen. På grund af beslutningen om at flytte skolernes sommerferie, er det usikkert, hvornår skoleåret begynder. 5. august: Den 10. jazzfestival på limfjordsøen Livø begynder. Tre dage med glad jazz - men for tredje år i træk arrangeret ene og alene af forpagterparret på Livø, Kirsten og Christian Schmith efter uenighed med foreningen, der var med til at bygge festivalen op. Foreningen arrangerer sin egen festival i Løgstør samme weekend. 19. august: 2005 er året, hvor H.C. Andersen kunne have fejret 200 års fødselsdag. Det markeres over hele landet og også i Løgstør Kommune. Den store digters fødselsdag var 2. april, men især 19. august bliver han fejret i Løgstør, hvor der er planer om et kulturdøgn. 15. november: Denne dag skal der vælges 27 personer, som skal udgøre Vesthimmerlands Kommunes sammenlægningsudvalg. Dette udvalg skal forberede sammenlægningen mellem Løgstør, Farsø, Aars og Aalestrup kommuner, og pr. 1. januar 2007 bliver udvalget den første kommunalbestyrelse i storkommunen.

Breaking
Så er det besluttet: Næsten alle coronarestriktioner ophæves 1. februar
Luk