Nyt afbud rammer OL-hold: 1. divisionsspiller udtaget

Asger Sørensen kommer alligevel ikke med til OL for det danske fodboldlandshold. Mathias Hebo erstatter.

Nicolai Poulsen skulle erstattes af Asger Sørensen, men RB Salzburg holder ham hjemme, og nu er Mathias Hebo fra Fredericia i stedet udtaget til OL-holdet i fodbold. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Nicolai Poulsen skulle erstattes af Asger Sørensen, men RB Salzburg holder ham hjemme, og nu er Mathias Hebo fra Fredericia i stedet udtaget til OL-holdet i fodbold. Foto: Henning Bagger/Scanpix

SALZBURG:Afbuddene fortsætter med at vælte ned over landstræner Niels Frederiksens OL-hold i fodbold.

Mandag meddeler Dansk Boldspil-Union, at den netop udtagne Asger Sørensen alligevel ikke får grønt lys til at rejse til Rio for at deltage ved OL. Han erstattes med Mathias Hebo fra 1. divisionsklubben Fredericia.

- RB Salzburg holder Asger Sørensen hjemme for at spille Champions League-kvalifikation grundet opståede skader. Mathias Hebo fra Fredericia er OL-udtaget i stedet, skriver DBU på Twitter.

Dermed var Asger Sørensen blot OL-aktuel i ganske få timer. Sent søndag aften meddelte DBU, at Sørensen var udtaget som erstatning for Randers-spilleren Nicolai Poulsen, der i søndagens kamp mod AGF brækkede kæben.

Da var Nicolai Poulsen selv blevet efterudtaget kort forinden.

Mathias Hebo, der tirsdag fylder 21 år, har tidligere optrådt for FC Vestsjælland.

Midtbanespilleren er noteret for en U21-landskamp samt tre U20-landskampe ifølge DBU’s hjemmeside.

Danmark har været ramt af en byge af afbud. Blandt andre Yussuf Poulsen, Lasse Vigen og skadede Uffe Bech er ikke med.

Danmark spiller 4. august den første kamp i gruppe A mod Irak. Sydafrika og Brasilien er de øvrige modstandere i gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.