Stofmisbrug

Nyt behandlingshjem er allerede fyldt op

Behandlingscenter Himmerland er åbnet i det tidligere golfhotel i Flejsborg

Erik Zinck, der også dri­ver be­hand­lings­hjem ved Tør­ring, og Al­lan Chri­sten­sen, der er dag­lig le­der af et be­hand­lings­hjem ved Fre­de­riks­havn, er ho­ved­kræf­ter­ne bag det nye Be­hand­lings­cen­ter. Foto: Gre­te Dahl

Erik Zinck, der også dri­ver be­hand­lings­hjem ved Tør­ring, og Al­lan Chri­sten­sen, der er dag­lig le­der af et be­hand­lings­hjem ved Fre­de­riks­havn, er ho­ved­kræf­ter­ne bag det nye Be­hand­lings­cen­ter. Foto: Gre­te Dahl

FLEJSBORG:Nu er der igen aktivitet i det tidligere golfhotel i Flejsborg. 2. januar åbnede Behandlingscenter Himmerland, som tilbyder afvænning af alkoholikere efter Minnesota-modellen. Allerede nu er 11 af de 12 pladser fyldt op, og behandlingen er i fuld gang. Det er et nyt anpartsselskab, der har købt den store ejendom for at drive afvænningshjem. De tre ejere og initiativtagere er ægteparret Erik og Birthe Zinck, der i forvejen driver Behandlingscentret Møllen ved Tørring, samt Allan Christensen, daglig leder på behandlingscentret Damgaarden i Frederikshavn. Både i Tørring og i Frederikshavn benytter man sig også af Minnesota-modellen, og de to behandlingssteder har i flere år haft et godt samarbejde. - De sidste fire år har vi konstant haft venteliste, og så var det, vi begyndte at sende klienter op til Allan på Damgaarden, fortæller Erik Zinck. Nu er der også fuldt hus her, så derfor fik samarbejdspartnerne ideen til at starte i Flejsborg. Det er meningen, at Allan Christensen skal stoppe i Frederikshavn og i stedet fungere som daglig leder på Behandlingscenter Himmerland, mens Erik Zinck er direktør og fortsætter med at have sin daglige gang på centret i Tørring. Cirka halvdelen af dem, der netop er startet i et fem-seks ugers behandlingsforløb i Flejsborg, har fået behandlingen betalt af deres arbejdsgiver. De øvrige har en privat forsikring, der betaler. Der er ingen, der kommer med offentligt tilskud i ryggen. Det offentlige forsøger sig som regel hellere med at udlevere antabus til alkoholikere. Men den strategi er helt forfejlet, mener Allan Christensen og Erik Zinck. - Hvis folk ikke møder op og får deres antabus, så siger man, at de ikke er motiverede for at stoppe med at drikke, og så er det deres egen skyld. Men antabus er ikke en behandling for den sygdom, som alkoholisme er. Og i øvrigt er det en skrøne, at en alkoholiker skal være motiveret for at stoppe. Det er der ingen, der er, siger Erik Zinck og fortsætter: - To ud af ti, som kommer i behandling hos os, kommer med et ønske om at få justeret lidt på drikkeriet, men ikke om at holde op. Fire ud af ti kommer, fordi arbejdsgiveren er blevet akut sindssyg og truer med fyring, hvis ikke de går i behandling. De sidste fire kommer, fordi ægtefællen er blevet akut sindssyg og vil skilles, hvis ikke de går i behandling. Dét, der motiverer en alkoholiker, er en rygende pistol for panden. Der er altså tale om en tvangsmotivation fra omgivelserne, forklarer han. - Men når folk har været hos os i to-tre dage, så begynder de at sige: ”Jeg er alkoholiker”, og så kan de godt se, at det ikke er omgivelsernes skyld alt sammen, siger Erik Zinck. I de fem-seks uger, behandlingen varer, bor klienterne hele tiden på afvænningshjemmet. Dagene er fyldt ud fra tidlig morgen til sen aften, blandt andet med foredrag og terapeutiske samtaler. I sidste ende skal folk gerne vende tilbage til deres dagligliv som ædru alkoholikere med en vilje og evne til at sige nej til selv en enkelt genstand. Allan Christensen siger: - Vi bruger tiden på at give dem perspektivet på et værdigt og brugbart liv. Det er det perspektiv, der holder os ædru. Både Allan Christensen og Erik Zinck har selv været alkoholikere engang. Det er kriteriet for at arbejde på stedet. Erik Zincks kone har fået dispensation, men som pårørende til en tidligere alkoholiker har hun også erfaringer at trække på, som kommer hende til gavn i samtalerne med de pårørende, som ringer til kontoret. For de pårørende er der også et behandlingstilbud. Og da det gamle golfhotel er meget rummeligt, er der plads til at indlogere dem i en separat lejlighed. - Vi har fået perfekte rammer til formålet, fastslår Erik Zinck.