Ingstrup

Nyt bevis udsætter drabssag

Der falder ikke dom i sagen om Ingstrup-drabet i morgen som planlagt

Arkivfoto

Arkivfoto

INGSTRUP:Onsdag ved retten i Hjørring fortsatte retssagen mod den 55-årige mand fra Ingstrup, som er tiltalt for at have dræbt sin to år ældre bror under et slagsmål tilbage i november sidste år.

Det var meningen, at forsvarer og anklager på retssagens tredje dag skulle procedere over for nævningetinget, men sådan gik det ikke.

I retten kom det nemlig frem, at anklager Susanne Hansen har fundet et nyt bevis i sagen mod den drabstiltalte, som hun mener skal frem i lyset og indgå i bevisførelsen, der ellers var afsluttet.

Det nye bevis drejer sig om et lydklip og nogle politirapporter fra den første politiafhøring af tiltalte. Det var efterforskeren, som stod for afhøringen, der i sidste uge gjorde anklageren opmærksom på lydfilen, som altså ifølge anklagemyndigheden indeholder detaljer, der er væsentlige for sagen.

- Domstolene skal sikre, at sandheden kommer frem. Der er ingen tvivl om, at der skal gives tilladelse til at anvende de nye oplysninger, uanset hvor sent de er kommet frem, sagde Susanne Hansen i retten.

Forsvarer protesterede

Den nye drejning i sagen faldt ikke i god jord hos tiltaltes forsvarer Rune Wiborg, som med det samme protesterede over at lade det nye bevis indgå i bevisførelsen. Han mener, det er for sent, anklagemyndigheden kommer med nyt materiale

- Det er ikke min opfattelse, at der er tale om nyt bevis. Politiet har hele tiden haft oplysningerne, og efterforskeren har ikke taget det med i sin afhøringsrapport. Derfor har hun ikke fundet oplysningen væsentlig. Det er for sent at komme med nye oplysninger nu, og jeg er forundret over, at materialet ikke allerede indgår som et bevis, hvis politiet finder det relevant, sagde forsvarer Rune Wiborg i retten.

Afgørelsen faldt dog ud til anklagemyndighedens side, da det blev afgjort, at det nye materiale må indgå som en del af sagsakterne - dog med det forbehold, at lydklippet ikke må afspilles i retten.

Der skulle være faldet dom i sagen i morgen, men nu er både proceduren og afgørelsen af skyldspørgsmålet udsat på ubestemt tid, så forsvareren får tid til at sætte sig ordentligt ind i det nye materiale i sagen og drøfte det med sin klient.