Nyt blod i sigte til nytår

AaB afviste muligheder for både køb og salg i sidste øjeblik

Aalborg 1. september 2004 06:00

AALBORG: Der er kridtet op til en større udskiftning af spillertruppen i vinterpausen, men AaB nøjedes med to justeringer på falderebet, da transfervinduet lukkede ved midnat og først genåbnes til januar. Efter mandagens tilgang af den svenske forsvarsspiller Kristoffer Arvhage valgte superligaklubben i går som andetsteds omtalt at afgive angriberen Morten Larsen til Hjørring, og andre emner var på tale i hver sin retning, uden at overvejelserne ved redaktionens slutning havde ført til handling. - Vi prøvede at sikre os spillere, som vi har kigget ud, men bestræbelserne strandede enten på prisen, eller fordi vedkommende klub sagde nej. Desuden fik vi tilbudt andre emner i sidste øjeblik, men for deres vedkommende vurderede vi, at de ikke er bedre end de spillere, vi råder over i forvejen, oplyser AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen. Han tilføjer, at AaB samtidig afviste at sælge eller udleje et par spillere fra den nuværende stab. - I en anden situation havde henvendelserne været attraktive nok, men vi turde ikke slippe spillerne, når vi ikke fik nogen den anden vej. Lynge Jacobsen vil ikke røbe navne, men de AaB-spillere, der var bud på, rangerer angiveligt ikke helt i toppen af hierarkiet. Fem mand på vippen AaB ligger i øjeblikket næstsidst i Superligaen, og den enlige fornyelse i skikkelse af Kristoffer Arvhage forekommer umiddelbart i underkanten af behovet, men ifølge Lynge Jacobsen er arbejdet med at finde andre forstærkninger langt fra spildt. - I kraft af vores observationer har vi noteret os interessante spillere, som til december eller januar vil være fri af deres kontrakter, og som vi vil forsøge at lave aftaler med. Allerede nu går vi i gang med at planlægge, hvordan truppen skal sammensættes til foråret. I den øjeblikkelige AaB-trup udløber kontrakterne til nytår for fem spillere: Klebér Saarenpää, Jacob Krüger, Peter Tranberg, Christian Christiansen eller Christian Lundberg. Deres muligheder for forlængelse kendes ikke officielt, men alene uvisheden kan tolkes som et signal fra AaB's side om, at klubben ikke satser voldsomt på at beholde de pågældende spillere. Ifølge reglerne har spillerne ret til at forhandle til anden side, når der resterer mindre end et halvt år af kontrakterne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...