Handicappede

Nyt Bosted i Koldby indvies i dag

Det nye socialpsykiatriske Bosted Algade i Koldby bliver i dag officielt indviet.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den daglige leder af Bostedet Algade, Bente Sandal, glæder sig over de nye og dejlige omgivelser de netop er flyttet ind i.

Bostedet Algade er i dag vært for omkring 70 indbudte gæster, når stedet over middag bliver officielt indviet med fællessang, taler, rundvisning og tag-selv bord. Blandt de indbudte gæster er formanden for omsorgsudvalget Povl Bojer og arkitekten af det nye hus, Niels Christoffersen. Det er leder af Bostedet, Bente Sandal, der byder velkommen med en åbningstale. Den første beboer tog det nye bosted i brug allerede i april, men der er kommet flere til siden, og i dag er 15 af de i alt 16 lejligheder er i brug. Mens byggeriet har stået på, har beboerne været genhuset i Vestervigs gamle genoptræningscenter, så det var noget af en omvæltning for beboerne at flytte ind i de moderne og lyse omgivelser på Bostedet Algade i Koldby. Målgruppen for stedet er mennesker med psykiatriske lidelser, der kræver et længerevarende botilbud og med personale ved hånden 24 timer i døgnet. Huset er indrettet med fjorten to-rums lejligheder og to trerums lejligheder - alle med tilhørende køkken og bad. I dag er det meste flytterod ved at være af vejen. - Vi er alle rigtigt glade for at være her, og ikke mindst fordi indretningen er skabt til de behov, vi har. Vi er delt op i to grupper med otte beboere i hver, og grupperne har fået hver deres fløj med eget fælleskøkken og fællesfaciliteter, og noget af det første der slog os, da vi flyttede ind var den ro, som omgivelserne skaber omkring os, siger den daglige leder af Bostedet, Bente Sandal. Stedet skal opfattes som et hjem for beboerne, og derfor lægges der også vægt på, at beboerne får indflydelse på deres dagligdag eksempelvis omkring madlavningen, som efter eget valg kan ske privat i egen lejlighed eller fælles i en madordning, hvor beboerne går sammen om tilberedningen af maden i fælleskøkkenet. For at styrke beboernes medindflydelse holdes der ugentlige husmøder, hvor alle kan blive hørt og dermed få indflydelse. Indendørs er de fleste ting på plads, men det store fællesareal til huset, skal beboerne selv være med til at indrette i løbet af sommeren. Midt på arealet står en stor blodbøg, som det er lykkedes at bevare fra tiden, hvor Koldbyvang lå på stedet, og den danner et flot udgangspunkt for haveindretningen ved arealet. Når gæsterne rykker ind i dag, bliver de modtaget af både af beboerne og personalet, og det store tag-selv bord har beboerne insisteret på selv at stå for - så alt er hjemmelavet. Det er også tre af beboerne, der åbner deres dør og viser rundt i deres lejligheder. Bostedet Algade åbner snart dørene igen, nemlig den 16. juni, hvor der er Åben Hus som led i Thy Åbent arrangementet. ann.kerol@nordjyske.dk