Nyt bryst med grisehud

Der er mange måder at rekonstruere et bryst på - en af de nye er med et stykke hud, der stammer fra en gris.

Anne Mette Jensen har fået et nyt bryst ved hjælp af grisehud. Det fungerer rigtigt godt, fortæller hun. Foto: Kurt Bering

Anne Mette Jensen har fået et nyt bryst ved hjælp af grisehud. Det fungerer rigtigt godt, fortæller hun. Foto: Kurt Bering

Anne Mette Jensen, 50 år, har haft brystkræft og har som en af de første fået rekonstrueret et bryst ved hjælp af hud fra en gris. - Jeg har fået rekonstrueret begge bryster, men kun det ene med grisehud. Det føles meget blødere og mere naturligt end det andet, fortæller Anne Mette Jensen. Når den nye operationsmetode kun er anvendt på det ene bryst, hænger det sammen med, at det venstre bryst tidligere har fået strålebehandling. - Jeg fik brystkræft i venstre bryst tilbage i 2004. Jeg fik en brystbevarende operation, kemo- og strålebehandling. Jeg var ude af den fem-årige kontrol, da jeg var til screening på sygehuset. Her fandt man så noget i det højre bryst, siger Anne Mette Jensen. I forbindelse med MR-scanningen på Sygehus Vendsyssel, blev der siden fundet forkalkninger og forstadier til brystkræft i det venstre bryst. - Jeg fik knuden i højre bryst fjernet i maj, men selvom lægerne sagde, at det ikke var nødvendigt, bestemte jeg mig for at få fjernet begge bryster. Jeg synes ikke, jeg kunne leve med den usikkerhed, siger Anne Mette Jensen. Hun blev henvist til Aarhus Universitetshospital. - Dagen før jeg skulle opereres spurgte plastikkirurg Tine Damsgaard, om jeg ville være interesseret i metoden med grisehud, hvis det kunne lade sig gøre. Og det var jeg, og det kunne jo lykkes. Det venstre blev rekonstrueret ved hjælp af en muskel fra ryggen, siger Anne Mette Jensen. Hun havde ikke behov for hverken kemoterapi eller strålebehandling efter den sidste operation. At vide, at hun går med et stykke grisehud, generer ikke Anne Mette Jensen. - Jeg tænker ikke over det, siger hun, som glæder sig over at kunne nøjes med én operation. Støtte fra veninder Anne Mette Jensen har psykisk klaret sig gennem kræftsygdommene ved hjælp af åbenhed, gode veninder, kolleger og familie. Hun har ikke haft behov for at benytte sig af Kræftens Bekæmpelses tilbud om samvær og pilates. - Jeg har ikke haft behov for det. Når man kommer ud i sådan noget her, så finder man nogle kræfter, man ikke vidste var der. Jeg har ikke lyst til at høre alle sygehistorierne, og jeg opsøger dem ikke. Jeg tror, at det er en måde at skåne mig selv på, mener Anne Mette Jensen. Hun arbejder som pædagogisk assistent i boformen på Elsagervej. Hun har været fuldtidssygemeldt i en periode, men har i længere tid arbejdet et stigende antal timer om ugen. - Min arbejdsgiver, Hjørring Kommune, har behandlet mig virkelig godt. 29. januar bliver jeg helt raskmeldt og begynder igen i mit normale job. Jeg skal være både fysisk og psykisk klar til det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.