Nyt bud på nedlagt plejehjem

BJERGBY:Den krogede sag om salget af det nedlagte plejehjem Solhjem i Gl. Bjergby fortsætter. Kommunen forhandler stadig med institutionen Mellergaardsskolen, der vil indrette stedet til et opholdssted for børn og unge med problemer. Men nu har endnu en interesseret køber meldt sig på banen, og vedkommende har givet et købstilbud, der er højere end Mellergaardsskolens. - Det betyder at vi nu også skal tage den nye mulige køber i betragtning, siger teknisk direktør i Hjørring Kommune, Andreas Duus. Han oplyser, at tilbudsgiveren vil indrette Solhjem til klubværelser og ungdomsboliger. Proceduren er nu sådan, at Mellergaardsskolen skal have en chance for at byde over det nye bud. Samtidig bliver der lavet en visualisering af den aktivitetshal, som opholdsstedet ønsker at opføre på en mark bagved Solhjem. - Politikerne skal så, på baggrund af tegningerne, tage stilling til, om der skal arbejdes videre med en lokalplan, siger Andreas Duus. Opholdsstedet er stødt på stor modstand blandt naboerne, som ikke mener, at Gl. Bjergby er det rigtige sted til en institution af den type. Derudover er det også et problem at bygge en stor hal lige op af Præstegårrdsbakkerne, som Hjørring Kommune i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, vil forsøge at få fredet. Endelig har menighedsrådene i Bjergby og Mygdal, der ejer jorden, endnu ikke taget stilling til, om de vil sælge et stykke jord til Mellergaardsskolen. En tredje interesseret køber, der ønskede at indrette det nedlagte plejehjem til spillested, musikskole og pensionat for turnerende bands, har trukket følehornene til sig igen. Andreas Duus ønsker ikke at oplyse, hvem der står bag planerne om klubværelser og ungdomsboliger i Solhjem.