Motionsidræt

Nyt butikscenter har lejeaftaler på plads

Kaffe-kæden Baresso rykker ind i SHOPPEN, der også forhandler med en landsdækkende fitness-kæde - det nye butikscenter åbner til september eller oktober næste år

AALBORG:De første lejeaftaler i storcentret SHOPPEN, der åbner til september eller oktober næste år med 13.500 kvadratmeter, er nu på plads. I øjeblikket er Ceraco Development, der står bag SHOPPEN, ved at forhandle de sidste detaljer på plads med butikkerne. Der bliver plads til 11-13 storbutikker, og Kaffebar-kæden Baresso er en af de lejere, der rykker ind i bygningen, der tidligere husede Decathlon. Kæden har lejet 250 kvadratmeter og etablerer sig på to etager. Men ellers er Ulrik Bebe, der er direktør i Ceraco Development, meget tilbageholdende med at udlevere navne på andre butikskæder, med den begrundelse, at de først skal have orienteret de ansatte. De nye butikker bliver på mellem 500 og 1500 kvadratmeter. Fem eller seks lejere bliver ifølge Ceraco helt nye koncepter indenfor udsalgsvarer som bl.a. tøj, design og elektronik. De øvrige butikker er eksisterende butikker i området eller i Aalborg centrum, der rykker til det nye butikscenter for ifølge Cerago at få en mere central placering. En del af butiksarealet er udlagt til pladskrævende lejere på 3000 kvadratmeter som en møbelforretning og fitness. - Vi er meget langt i forhandlinger med en landsdækkende Fitness-kæde, siger Ulrik Bebe. Det er desuden planen at etablere et legeland, hvor børnene kan parkeres, mens der handles. Cerago har afsat 2500 kvadratmeter til et fitnesscenter samt en cafe i to etager. En lang række butikker har haft storcenter området i kikkerten. - Vi har udarbejdet et koncept, som matcher Aalborg Storcenter området og den butikssammensætning, der er i forvejen, og der har vi meget målrettet gået efter specielle brands, der passer ind i den struktur, vi har i forvejen. Og der er vi blevet meget vel modtaget hos dem, vi har henvendt os til, siger Ulrik Bebe. Det er store butikskæder, der har rettet blikket mod Aalborg, og de indtjeningsmuligheder, der ligger her. - Det er primært store internationale butikskæder, som igennem de seneste år har etableret sig i Danmark herunder Fields, Fisketorvet, Lyngby Storcenter og Rødovre Storcenter, som alle har Aalborg, Odense og Esbjerg på landkortet, og det er primært dem, der er interesseret i at etablere sig i Aalborg Storcenter området. Når området har samme effekt på butikskæderne, som udsalg har det på forbrugerne, så skyldes det ifølge Ulrik Bebe, at området har en samlet omsætning på omkring tre mia. kr. og et årligt besøgstal på 10 mio. kunder. Ceraco står for Shoppen og investerer 200 mio. kr. i projektet i første etape. Den nuværende ejendom bygges om og udvides, så man kommer op på 13.500 kvadratmeter, men derudover har firmaet også byggeret på yderligere 14500 kvadratmeter. Om det bliver aktuelt at udnytte byggeretten, kan Ulrik Bebe endnu ikke sige, først skal det nye center først bookes helt op. Desuden råder Ceraco over 500 p-pladser til SHOPPEN. En af de lejere, der ifølge Ulrik Bebe kunne være mulighed for er et biografcenter.