Nyt butikscenter vil udvide før det er åbnet BUTIK: Ceraco er i dialog med kommunen om anden etape af Shoppen på 14.800 kvadratmeter - 200-300 nye job på vej i centret

Jesper Schouenborg
Administrerende direktør i Ceraco, Ulrik Bebe, holdt i går tale til det første spadestik til Shoppen. Ceraco er allerede nu i dialog med kommunen om en udvidelse på 14.800 kvadratmeter. foto: michael koch
Lokalpolitik 14. september 2006 06:00

AALBORG: Det er ikke bare nye shoppingmuligheder, som det nye butikscenter Shoppen har at byde, når det åbner til september i 2007. Ifølge administrerende direktør i Ceraco Development A/S, der ejer Shoppen, bliver der nemlig tale om 200-300 permanente stillinger i Shoppen. Tallet bygger på de tal, som butikskæderne, der lejer sig ind i Shoppen, er kommet med. I første omgang bygges der 13.500 kvadratmeter, men Ceraco Development er interesseret i at bygge endnu flere kvadratmeter til butikker i området. Ceraco vil gerne bygge yderligere 14.800 kvadratmeter. Til sammenligning er Aalborg Storcenter på 46.000 kvadratmeter. - Vi er i dialog med kommunen om at få etape 2, siger Ulrik Bebe. Han mener, at Aalborg har et stort potentiale på området. Han henviser til en undersøgelse fra konsulentfirmaet retail Institute Scandinavia, der i en analyse har undersøgt udviklingen i de 33 bedste handelsbyer i Danmark. Hvis man renser listen for grænsehandel, topper Kolding, Næstved og Århus listen. Alle har et salg på 40.000 kr. pr. borger i kommunen. Fælles for de tre byer er, at de har et eller flere storcentre samt et Bilka varehus. Ulrik Bebe mener set i lyset af de tal, at der er mulighed for, at salget pr. indbygger i Aalborg øges med 10.000 kr. svarende til en udvidelse på to mia. kr. for den nye storkommune. Ulrik Bebe mener, at Shoppen, der ligger lige ved siden af Aalborg Storcenter kan nyde godt af de mange kunder, der valfarter til Aalborg Storcenter, samtidig med, at Shoppen byder på en række butikker, der ikke i forvejen findes i Aalborg. I dialog Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) siger om anden etape af Shoppen: - Der er en dialog, der er fornuftig, men det er der også med andre. Borgmester Henning G. Jensen (S) tog i går sammen med AaB fodbolds topscorer Rade Prica de første spadestik til Shoppen. Borgmesteren var glad for, at nogen vil investere i Aalborg. - Temperaturen på en by kan man tage på mange måder, jeg tager den bl.a. på, om nogen vil investere, sagde Henning G. Jensen efter gravearbejdet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...