Nyt center skal udvikle fremtidens kræftbehandling af børn

Herlev og Gentofte Hospital skal sammen med Rigshospitalet gøre behandlingen af børn med kræft mere risikofri.

Selv om chancen for, at et barn med kræft overlever, er blevet væsentlig højere inden for de seneste 20 år, så er der stadig stor risiko forbundet med at blive behandlet for kræft.


Behandlingen kan medføre bivirkninger og alvorlige mén hos en væsentlig del af børnekræftpatienterne. Børn, der oplever et tilbagefald af deres kræftsygdom, har ligeledes dårlige chancer for at blive helbredt.

Derfor bliver Dansk Center for Pædiatrisk Cancer Immunterapi nu oprettet.

Centeret er et samarbejde mellem Rigshospitalet og Herlev og Gentofte Hospital. Formålet er at udvikle og indføre immun- og celleterapi til danske børn med kræft.

Det skriver Børnecancerfonden og de tre hospitaler i en pressemeddelelse.

- Immunterapien bliver central i fremtidens kræftbehandling af børn, fordi den virker og har få bivirkninger, siger Inge Marie Svane, professor på Herlev og Gentofte Hospital og med i styregruppen for det nye kræftcenter, i pressemeddelelsen.

Det er en donation på seks millioner kroner fra Børnecancerfonden, der gør det muligt at oprette centeret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.