Nyt center truet af lukning

Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade i Sindal blev bygget i 2008. Og i dag vil de lukke det.

Hjerneskader 1. april 2011 06:00

Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade, Sindal, fik næsten ikke chancen, før det nu skal dreje nøglen om. Planen er, at det skal lukke 1. juli, for kommunerne vil ikke længere benytte centeret, der drives af Region Nordjylland - for kommunerne. Der er plads til otte personer, der på grund af ulykke eller sygdom har fået beskadiget hjernen. Det kan medføre lammelser og besvær med masser af forskellige basale færdigheder som at tale og at huske. - Det er stærkt bekymrende, for der er borgere, som har brug for den ekspertise, siger SF"eren, Mogens Ove Madsen, der er formand for Region Nordjyllands rådgivende udvalg for specialsektoren. 52-årige Berit Jacobsen fra Frederikshavn er gift med den hjerneskadede Ole med Ole Christian Jacobsen. - Min mand blev hjerneskadet under en operation. I Sindal fik vi så meget hjælp, at det reddede vores ægteskab, forklarer Berit Jacobsen. Hun er rystet over, at centeret ikke bruges af kommunerne. - På centeret fik jeg den hjælp, jeg havde behov for, siger Ole Christian Jacobsen, der i dag mentalt og fysisk kan langt mere, end da han begyndte behandlingen i Sindal. Regionens politikere har endnu ikke besluttet at lukke centeret, men det ser sort ud. Ud af de otte pladser er fem besat lige nu, og det ser ikke ud til, at der kommer flere til. Kommunerne betaler for pladserne, og de henviser borgere med hjerneskade til centret. Men det har de altså ikke tænkt sig at gøre fremover. Der regnes med et underskud på fire millioner kroner for 2011. - Vi kan ikke forsvare at drive det videre på et underskud, siger sektorchef i Region Nordjylland, Ole Bjerre Jakobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...