Hadsund

Nyt erhvervs-eventyr i Hadsund

Nilfisk direktør håber at drage nytte af synergieffekten fra erhvervspark

HADSUND:En ny nordjysk virksomhed ser om kort tid dagens lys i Hadsund. Det stod klart, da tre lokale investorer sent tirsdag aften satte deres navn på en købskontrakt. - Vores advokat har bedt os om, at få etableret firmaet og holde pengene klar, siger Bent Roland, der er en af dem, der har skrevet under på købsaftalen. Den nye virksomhed kommer til at hedde Hadsund Erhvervsbygninger A/S, og det de tre investorer har købt er netop erhvervsbygninger i Hadsund. I over et år har Nilfisk-ALTO i Hadsund ønsket at afhænde de 25.000 kvadratmeter, der huser virksomheden. Men med et prisskilt på 38 millioner har det været småt med buddene. Indtil 21. april i år, hvor tre erhvervsmænd holdt det første møde med Nilfisk-ALTO. - Vi var egentligt ved at købe noget andet, men det gik i vasken. Så blev vi klar over, at Nilfisk-ALTOs bygninger kunne være interessante. Bygningerne havde længe været til salg, og vi så nogle muligheder, siger Bent Roland, Roland Invest, der sammen med Lindhardt Jensen, NS Teknik Holding og Jan Meelby Klausen, Revisionsfirmaet Kvist og Jensen overtager de 25.000 kvadratmeter fra 1. juli. Der er tale om rigtig mange kvadratmeter, og derfor var det et krav fra investorernes side, at Nilfisk-ALTO ville leje sig ind i bygningerne 10 år frem. Aftalen har været lige ved at falde på plads nogle gange, men lejekontrakten har været en mindre knast i forhandlingerne. Derfor kom meddelelsen om salget først på et pressemøde i går, tirsdag. Nilfisk-ALTOs direktør i Hadsund, Anton Sørensen er meget tilfreds med salget. - For det første vil køberne give den pris, vi vil have. Og for det andet passer deres idéer med det, vi gerne vil i fremtiden, siger Anton Sørensen. De store bygninger skal i fremtiden rumme Hadsund Erhvervspark. Efter lejeaftalen med Nilfisk-ALTO er der tale om 11.000 reelle kvadratmeter til udlejning. - Vi samler vores udviklingscenter i Hadsund, og jeg håber, at erhvervsparken vil give en synergieffekt, som vi kan drage nytte af, siger Anton Sørensen. Sammenlægningen betyder, at centret i sydtyskland lukkes, og at der formentligt skal ansættes 30 nye højt kvalificerede medarbejdere i Hadsund.