Nyt EU-udspil foreslår fri roaming året rundt

Det nye EU-udspil afløser en tidligere plan om at begrænse fri roaming til blot 90 dage om året.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

smartphone Foto: Free/Colourbox

Der skal ikke være nogen grænser for at bruge sin mobil i et andet EU-land målt i antal dage eller forbrug.

Men teleselskaberne skal have mulighed for at gribe ind, hvis en kunde misbruger retten til at tale, sms'e og bruge data på mobilen uden ekstra afgifter i hele EU.

Det foreslår EU-Kommissionen i et nyt udspil til, hvordan reglerne skal føres ud i livet, når roamingafgifter efter planen afskaffes i EU fra 15. juni næste år.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for det digitale indre marked, Andrus Ansip, siger, at det nye udspil skal beskytte både teleselskaber og deres kunder.

- Vi vil ikke opstille nogle grænser i form af antal dage. Men vi besluttede at opstille klare garantier i form af bopæl, siger Andrus Ansip onsdag efter et møde i EU-Kommissionen.

Teleselskaberne skal ifølge planen have mulighed for at henvende sig til kunder, der næsten ikke bruger deres telefon i det land, hvor de har købt simkortet, men bruger telefonen meget i udlandet.

I sådan en situation kan et teleselskab varsle sin kunde om, at der vil blive lagt afgift på brugen af mobilen i udlandet.

Også hvis et simkort er inaktivt i lange perioder og ellers kun bruges til roaming, kan teleselskaberne skride ind, foreslår EU-Kommissionen.

Hvis den samme kunde roamer på flere simkort, har teleselskaberne også mulighed for at advare om, at de vil lægge afgifter på trafikken.

Den nye plan kommer, efter at EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, for to uger siden trak et tidligere udspil tilbage.

Det var blevet udsat for stærk kritik, fordi det lagde op til at begrænse fri roaming til blot 90 dage om året.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.