Nyt EU-værktøj
1. april lancerede EU det nye borgerinitiativ, som nu giver EU's 500 millioner borgere mulighed for at deltage mere direkte i EU's beslutninger.
Et initiativ, der bygger bro over det hul, der eksisterer mellem EU's borgere på den ene side og EU's beslutningstagere på den anden side. En såkaldt borgerkomité på mindst syv EU-borgere fra syv forskellige EU-lande kan nu indsamle et minimum af 1 million underskrifter - og derved opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte nye lovgivningsforslag. Ved første øjekast lyder det nok mere end noget andet som opskriften på en magisk - og vanskelig - mikstur. Skeptiske sjæle vil da sandsynligvis også have moret sig over datoen og sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt initiativet overhovedet rokker ved det omdiskuterede "demokratiske underskud" i EU. Svaret er hidtil ukendt, da vi står med et helt nyt og uprøvet instrument. Og det ville ikke være "rettidig omhu" at påstå, at vi med borgerinitiativet nu har løst alle EU's demokratiske udfordringer. Men efter to års intensiv udarbejdelse af den - lettere tekniske - mekanisme, ser det ud til, at man har fundet en formel, der kan være med til at skabe et mere demokratisk EU ved direkte at opfordre borgerne til at sætte temaer på EU's dagsorden. Mere inddragelse af EU's borgere er en kærkommen mulighed i en tid, hvor EU lider under sin hidtil største tillidskrise. Men borgerinitiativet er ikke et alternativ til de andre europæiske institutioner - det er et supplement med en stærk politisk symbolik. Og vores opgave, her i Europa-Parlamentet, vil være, at fungere som garant for at initiativet bliver gennemskueligt, tilgængeligt, og forståeligt for borgerne. Vi vil i den kommende tid se mange forskellige initiativer blive sendt til EU-Kommissionen. Måske vil flere af dem blive til lovgivning - og måske vil ingen af dem blive til lovgivning, men alene danne grobund for en offentlig debat. Det i sig selv vil være et skridt i den rigtige retning hen imod et mere demokratisk og folkeligt forankret EU.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.